Del 4/5: Sådan mistede vi pengene

I takt med at guld cementerede sin status som global valuta, blev det verdens mest efterspurgte metal, og guldgravning en stadigt voksende industri. Selv få gram kunne gøre dig velhavende, og i søgen efter denne rigdom kom guldgraverne langvejs fra for at søge lykken i de regioner, hvor der var mest guld i jorden. En af disse regioner var i Californien tæt på San Fransisco, hvor man ved Sutter’s Mill opdagede en stor forekomst af guld i 1848.

Rygtet spredte sig hurtigt, og allerede året efter i 1849 var tilstrømningen så stor, at det i dag betegnes som USA’s største masse migration og er kendt som The California Gold Rush. Tre fjerdedele af alle mænd i San Fransisco smed alt, hvad de havde i hænderne og drog op i bjergene, og i søgen efter rigdom kom folk helt fra Kina. De tilstrømmende lykkeriddere blev kaldt 49’ers efter årstallet og lægger altså i dag navn til det San Fransisco baserede amerikanske fodboldhold af samme navn.

I takt med at guldet blev udvundet, fandt det som en brusende flod sin vej ned gennem dalene, hvor det spredte sig ud over det amerikanske kontinent, og den eksisterende mængde af guld i landet. Da guld dengang var penge, kan man også sige, at mængden af penge i samfundet blev større. Det man også kalder inflation forstået i ordets oprindelige forstand. Inflation kommer af det engelske ’inflate’, ’puste op’ og var oprindeligt udelukkende et udtryk, man brugte til at beskrive en forøgelse af mængden af guld eller penge i samfundet.

Når pengemængden stiger, påvirker det værdien af pengene. Da penge, som beskrevet i Del 2, blot er en mellemvare, er pengenes værdi en funktion af, hvor stor en mængde, der er i omløb relativt til de øvrige varer, som pengene bliver værdisat overfor. Når pengemængden stiger, falder værdien af penge altså tilsvarende, og derfor stiger priserne.

Rent praktisk skete dette, fordi guldgraverne og de øvrige handlende fra Californien kom ned fra bjergene med en masse nyt guld på lommen, og dette gav dem en større købelyst. De havde simpelthen en helt anden prisbevidsthed end resten af befolkningen, og derfor overbød de alle andre, når de handlede. Noget der var en yderst frustrerende situation for den almene amerikaner i midten af det 19. århundrede. I takt med at guldet fra Californien arbejdede sig gennem økonomien, steg priserne gradvist for hver transaktion, hvilket resulterede i, at prisinflationen i denne periode var på omkring 30%.

Når mængden af penge stiger, mens antallet af handler i økonomien er nogenlunde konstant, bliver mere guld fordelt ud over økonomien, og derfor falder værdien af guld relativt til de øvrige varer. Sagt på en anden måde stiger prisen målt i guld.

Selvom det altså er en misforståelse, at ordet inflation bliver brugt om prisstigninger, skyldes det blot, at en forøgelse af pengemængden før eller siden medfører prisstigninger, fordi pengene vil tabe deres købekraft relativt til alle øvrige varer på markedet, som de bliver målt op imod. Dette kan virke modstridende med det billede, der har tegnet sig i medierne de seneste år, hvor vi konstant har fået at vide, at der næsten ikke er nogen inflation, men dette skal jeg nok gå i dybden med senere.

Af ovenstående kan det også omvendt konkluderes, at hvis mængden af penge i en økonomi er konstant, mens økonomien er i vækst, dvs. mens antallet af handler stiger, vil værdien af penge stige, fordi den samme mængde af penge nu skal divideres med en større økonomi. En situation vi kalder deflation.

Da aktiviteten i en økonomi typisk vokser over tid som en funktion af en stigende befolkning samt innovative fremskridt, skal inflationen altså være høj, før man vil se gennemsnitlige prisstigninger eller prisinflation. Alligevel er prisinflation i dag så integreret en del af samfundet, at vi er begyndt at se det som en naturlov. Det er blevet status quo. Faktisk er vi selv fortalere for prisinflation, fordi vi har fået at vide, at det er godt for økonomien. Vi ved ikke helt, hvorfor det er godt, men det er noget med, at det er godt for efterspørgslen.

En historie der engang er opfundet af dem, der styrer pengene og nu er groet fast på samme måde som alle historier, der begynder med: ”sådan har det altid været”, hvilket er den indoktrinerede måde at sige ”det ved jeg ikke” på.

En historie der er opfundet for at dække over den egentlige årsag til den uendelige prisinflation, vi er ofre for. Den er nemlig langt mere praktisk og jordnær og hænger sammen med de offentlige institutioners behov for at finansiere deres udgifter. Om man er konge i et monarki eller politiker i en republik, har man nemlig altid den udfordring, at man skal have nogen til at finansiere sine udgifter.

Det er nu engang sådan, at magthavere sjældent producerer noget selv. Derfor skal de forsørges af den øvrige befolkning. Dette har historisk set været ophav til en række akavede situationer. Særligt under et monarki, hvor royale familier levede i dyb luksus finansieret af skatter betalt af fattige bønder.

Et paradigme, der betød, at de balancerede på en signalmæssig knivsæg, når udgifter og indtægter skulle afstemmes. Ethvert forsøg på at hæve skatterne risikerede at blive mødt med foragt, hvilket Kong Louis XVI af Frankrig og hans Dronning Marie Antoinette erfarede på den hårde måde under den franske revolution, som I kan læse om her.

Men det var ikke kun monarkierne, der havde denne udfordring. I et moderne demokrati er politikere også underlagt denne moralske omstændighed. De har ligeledes muligheden for at gennemtvinge deres vilje med vold og magt, men det er ikke nogen langsigtet løsning. Hvis landet skal ledes med nogenlunde ro, er det nødvendigt at have befolkningen på sin side. Derfor var det altid kun et spørgsmål om tid, før inflation blev taget i brug som redskab. Hvad mener jeg med det?

Ideen er at tage kontrol med produktionen af penge og dermed pengemængden. Rent billedligt talt kan man sige, at det, en regering eller konge ønsker, er at monopolisere den rigdom, der kommer af guldfund som det ved Sutter’s Mill. Hvorfor bekymre sig om at indkræve skatter og afgifter, hvis man bare kan gå op i bjergene og hente de penge, man har brug for?

Men selv om ideen er fantastisk, har vejen dertil ikke været belagt med ny asfalt. Penge var en integreret del af samfundet med flere underliggende industrier, herunder mineindustrien og møntfremstilling. Det var derfor et betydeligt indgreb i markedet og ikke mindst folkets frihed til at lade markedet bestemme hvilket aktiv, der bliver brugt som penge og til hvilken pris.

Men som altid når en regering tager kontrol med noget, der tidligere har været styret af markedet, sker det et lille, mere eller mindre kalkuleret, skridt ad gangen. Det første argument, de forsøgte sig med, var, at det var nødvendigt at nationalisere mønfremstilling, fordi der ellers ikke ville være nogen kontrol med kvaliteten af de mønter, der var i cirkulation. Men, som vi så i Del 2, er markedet fuldt ud i stand til at vurdere, hvilke mønter man kan stole på, og Joakims Dalerens popularitet eksemplificerer dette. Hvis ikke du fik læst Del 2, kan du gøre det her.

Hvis ikke dette lykkedes, forsøgte de i stedet at tage kontrol over pengemængden gennem forskellige mindre indgreb. Heri har det været populært flere forskellige steder, på flere forskellige tidspunkter i historien, at lave regler for ensartning af den pris, de forskellige mønter fra de forskellige producenter blev handlet til. Dette til trods for at denne ensartning hver gang medførte det samme problem.

Et problem, vi i dag beskriver som Gresham’s Law, opkaldt efter Thomas Gresham, som var engelsk købmand og økonom under Queen Elisabeth i det 16. århundrede. Gresham beskrev i detaljer, hvad mange andre havde observeret før ham, nemlig at dårlige penge driver gode penge ud af cirkulation.

Et fænomen der gennem tiden er nedfældet mange forskellige steder på kloden. Første gang sandsynligvis af den græske komiker og dramatiker Aristophanes i hans stykke The Frog omkring år 500 f.kr. Men senere både af de to kinesiske forfattere Yeh Shih og Yaun Hsieh i det 13. århundrede, den franske filosof og Biskop Nicolas Oresme i det 14. århundrede, den egyptiske historiker i Al-Maqrizi i det 15. århundrede og af den polske matematiker og astronom Nicolaus Copernicus i det 16. århundrede, hvorfor fænomenet i Østeuropa også er kendt som Copernicus’ Lov.

Vi kan bruge Joakims Daleren fra Del 2 som eksempel på, hvad der menes med at dårlige penge driver gode penge ud af cirkulation. Som nævnt var Joakims Daleren en mønt med et mere præcist indhold af sølv af en højere værdi end de øvrige mønter i cirkulation, hvorfor den også blev handlet til en højere pris. Derfor skulle man også forvente, at folk ville foretrække kun at handle i Joakims Daler, men fordi de forskellige mønter var i fri cirkulation, kunne prisen også fastsættes på det frie marked, og derfor var Joakims Daleren mere værd i fri handel. Dette tillod altså, at flere forskellige mønter kunne være i cirkulation på samme tid, på samme måde, som både guld og sølv var i cirkulation på samme tid, selv om guld var mere værd end sølv.

Disse markedsmekanismer er i deres natur så avancerede og så detaljerige, at det går de fleste mennesker forbi. Særligt den type mennesker, der ender i positioner med regulativt ansvar, har svært ved at forstå, hvordan disse ting kan ske nærmest automatisk. Hvordan priser finder deres leje og er i stand til at tage højde for kvalitet, vægt og mængde i så detaljeret grad, at det falder udenfor, hvad mennesket har kapacitet til at begribe, som var det en usynlig hånd, der udførte disse ting, hvilket netop var sådan Adam Smith beskrev det. Det kloge menneske forstår, at enhver menneskelig indgriben i disse mekanismer ikke vil føre til andet end at ødelægge denne balance.

Men ikke alle besidder den indre ro til at lade tingene gå sin gang. Der synes at være en uendelig mængde af personer, der i deres naivitet kan komme til at tro, at det ville være mere enkelt, hvis alle mønter havde den samme værdi, og af besynderlige årsager er det altid disse naive skæbner, der havner i positioner, hvor de har indflydelse til at gennemføre deres illusioner. Som nævnt lige før, blev der af samme årsag, igennem historien, stort set alle steder i verden af forskellige omgange, indført love til netop dette formål. Loven om at alle mønter skulle handles til deres annoncerede værdi, uanset hvor meget selve mønten var værd ud fra metallets værdi i fri handel.

Det kræver i mellemtiden ikke meget fantasi at forestille sig, hvilken effekt disse love har haft. Forestil dig at du skal til at betale for en vare, som koster 10 gram sølv. I din hånd har du to mønter, der begge har en annonceret værdi på 10 gram. En Joakims Daler og en Sydafrikansk Krugerrand. Hvad Greshams lov siger er, at fordi Joakims Daleren er produceret med en højere % af sølv og derfor er mere værd, er det også forventeligt, at du selvfølgelig betaler for varen med den Sydafrikanske Krugerrand og beholder Joakims Daleren.[1] Det samme vil alle andre også gøre, hvorfor der til sidst kun vil være mønter af den ringeste kvalitet i omløb.

Som ved alle lignende indgreb bliver denne ”uforudsete” konsekvens hurtigt opdaget, og som ved alle lignende indgreb kæmpede de naive mennesker bag lovgivningen med at finde hoved og hale i, hvordan deres ellers geniale forslag kunne få denne effekt. Men fordi denne form for lovgivning bliver gennemført som resultat af manglende forståelse for de oprindelige mekanismer, står den samme manglende forståelse igen til hindring, når det skal analyseres, hvorfor indgrebet fejlede. Det pragmatiske menneske ville erkende, at der tilsyneladende er noget, det ikke forstår og derfor rulle lovgivningen tilbage, men det naive menneske ville aldrig komme til denne konklusion og famler i stedet videre i blinde i håbet om at finde forklaringer.

Deres ego tillader dem ikke at indrømme deres fejl. De indførte jo lovgivningen i god tro og føler derigennem, at de har anskaffet sig det moralske overtag, hvilket nærmest indirekte gør dem ufejlbarlige. Af samme årsag kommer de også ofte til den korrupte konklusion, at det i stedet er markedet og folks adfærd, der er problemet.

Den ultimative falliterklæring og en konklusion man først foreslår, det øjeblik den sidste fornuft har forladt sindet. Når de har forsøgt sig med alt hvad deres begrænsede intellekt kan præstere af logisk deduktion, og stadig ikke kan svare på hvorfor de regler de har lavet, ikke virker efter hensigten, tager de deres sidste trumf i brug.

I et sidste filosofisk nederlag, gør de selve menneskets natur til problemet, og da der ikke er argumenter til rådighed for en sådan påstand, er de tvunget over i poesiens verden, hvis de vil fortsætte deres manipulation. Det er her, de for alvor bliver kreative i deres retorik og bliver forfattere til små historier der alle danser om temaet om at de nærmest udfører guds arbejde med guds velsignelse, mens menigmand i stedet forsøger at forpurre deres noble tiltag, gennem vores barnlige, grådige eller usolidariske adfærd. Der er nærmest ingen grænser for hvor lavt de vil synke i deres forsøg på at klandre mennesker for at være mennesker.

Men det er deres grådighed der driver denne agenda, og det er i deres tørst efter at tage magten over pengemarkedet at den officielle fortælling den dag i dag også er, at det simpelthen er markedet for frie mønter, der ikke virker. Uden at tage højde for en fejlslagen lovgivning bruger de altså en situation, de selv har skabt, som eksempel på, hvorfor det ikke virker, til trods for at det virkede upåklageligt, inden de blandede sig.

Man skal dog aldrig undervurdere mennesker, og det er lige så sandsynligt, at ovenstående har været små skridt i et nøje planlagt kup, for det hele kulminerede i en ny idé om, at den eneste løsning for at rette op på denne situation var at nationalisere produktionen af penge.

Nationaliseringen af penge har taget mange former, men oftest sker der det, at staten opretter en valuta, som befolkningen ved lov er pålagt at bruge, hvorfor denne form for valuta på engelsk bliver kaldt ’legal tender’ - på dansk ’juridisk betaling’. Et mere brugt ord er dog ’Fiat-Valuta’. For at få fat på disse sedler skulle man deponere en tilsvarende værdi i guld. Aftalen var så, at folk altid kunne få deres guld tilbage.

Før nationaliseringen af penge, var denne form for transaktion, eller aftale ganske normal. Folk deponerede deres guld typisk hos en guldsmed, som havde et sikkert sted han kunne opbevare det, og som dokumentation for dette, fik de en seddel hvor den deponerede mængde var noteret, typisk akkompagneret af et stempel. Disse sedler kaldte man for IOUs, kort for ’I Owe You’. Det næste der skete, var så at folk begyndte at handle med disse sedler i stedet for at gå ned til guldsmeden hver gang de manglede penge, og på den måde opstod det første system for at handle med sedler på naturlig vis.  

Den første stat der forsøgte at duplikere dette system, på fiat-valuta basis, i den vestlige verden var svenskerne i 1661. Folk skulle deponere deres guld, og i stedet bruge de IOUs de fik som dokumentation. Men fordi hele systemet, som tidligere beskrevet, blev etableret så magthaverne havde mulighed for at printe penge hver gang de selv stod og manglede dem, var systemet dømt til at fejle fra begyndelsen. Der gik ikke længe før mængden af IOUs oversteg værdien af det guld der var i beholdning, og så snart rygtet om dette spredte sig, kom valutaen under pres, og systemet kollapsede allerede i 1668.

Dermed havde vi her et af de første eksempler på moderne inflation og et tilhørende monetært kollaps. Den amerikanske Gold Standard, næsten 400 år senere, var et lignende system, der fejlede af præcis samme årsag. Under en guldstandard har sedler såsom den amerikanske dollar en fastsat værdi overfor guld. Derfor er det også klart, at denne form for system har den svaghed, at antallet af sedler i omløb skal være fuldstændig afstemt med mængden af guld i omløb, da en guldstandard også indebærer, at man altid har retten til at veksle sine dollar til guld, til den allerede fastsatte pris.

Derfor var guldstandarden altid under pres på den ene eller anden måde, fordi lande, der handlede i dollar, udnyttede dette til at veksle deres dollar til guld hver gang der var for mange dollar i omløb. Dette satte til tider stort pres på de amerikanske guldreserver.

Efter en længere periode, hvor amerikanerne var tvunget til at printe dollar for at finansiere deres omkostninger til Vietnam krigen, udnyttede lande som Belgien og Holland guldstandarden til at veksle deres dollar til guld, hvilket satte så meget pres på amerikanernes guldreserve, at Nixon var tvunget til at lukke guldvinduet og erklære, at Dollaren nu ikke længere var fastsat efter en bestemt vægt i guld, men nu blot var en frit flydende fiat-valuta.

Vi har altså i dag en valuta der ingen begrænsninger har i forhold til hvor meget den kan ekspanderes. Vores fiat-valuta system, har gennemgået utallige iterationer siden, man først forsøgte sig på det, og lige nu befinder vi os i den seneste iteration, hvor man har forsøgt helt at fjerne muligheden for at kunne indløse sine sedler for guld eller sølv.

Dette giver magthaverne uanede muligheder for at manipulere pengemængden og den næste del i Serien om Penge, kommer til at handle om, hvordan denne magt bliver udnyttet til en ekstrem man aldrig havde troet mulig og hvorfor dette indebærer at vores valutaer med al sandsynlighed, igen vil opleve et lignende kollaps som det vi oplevede første gang i 1668.  

[1] Dette skal forstås som et eksempel og repræsenterer dermed ikke det aktuelle forhold mellem en Daler og en Krugerrand.

Hvis du synes dette emne er interessant og ønsker at læse videre, giver jeg en mere udførlig fortælling i bogen ‘Den lille guide til Penge, Krak og Bobler’ som kan købes gennem Bog og Idé eller direkte hos forlaget

Kilder:

Rothbard, Murray N. What has Government done to our money, The Case for a 100 Percent Gold Dollar. Second Edition, Ludwig von Mises Institute

Rothbard, Murray N. Man, Economy and State, A Treatise on Economic Principles with Power and Market. Second Edition, Ludwig von Mises Institute

Menger, Carl. The Origins of Money. Kindle Edition, Ludwig von Mises Institute,

https://www.history.com/this-day-in-history/fdr-takes-united-states-off-gold-standard

https://www.ijsciences.com/pub/pdf/V320140220.pdf

https://www.jstor.org/stable/pdf/983793.pdf