Del 5/5: Centralbankerne har manipuleret forståelsen for hvad penge er, og skabt incitamenter for defekt finansiel adfærd. Resultatet er kaos!

Det er ikke sådan, det altid har været, men i dag er situationen den, at penge er styret fra centralt hold af vores national- og centralbanker. Det officielle formål, de opererer under, er, som vores ”egen” nationalbank selv skriver: ”at sørge for stabile priser, sikre betalinger og stabilitet i det finansielle system”.[1]

Et formål de har givet sig selv, fordi vi mennesker, som beskrevet tidligere, finder tryghed i at vores penge holder deres værdi over tid. Historisk har det været et af de vigtigste karakteristika i ”valget” af de aktiver, vi brugte som penge. Derfor skal nationalbanken som minimum garantere dette, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at holde deres monopol som leverandør af vores valuta. Ellers risikerer de, at befolkningen mister tilliden til den, hvorefter den ryger ind i en spiral af hyperinflation, som vi har set det så mange gange før. Første gang i Sverige i 1668, som nævnt i Del 4, men siden hen en en skæbne, der har ramt adskillige valutaer herunder den tyske Papiermark i 1923, den Ungarske Pengo fra 1945 - 1946, den Jugoslaviske Dinar fra 1992 – 1994, Den Zimbabwiske Dollar fra 2007 – 2008 og ikke mindst den Venezuelanske Bolivar fra 2016 og frem, selvom den har været i høj inflation siden 1983.

Centralbankerne er mere end godt bekendt med denne risiko, hvorfor de altid arbejder på at skabe et billede af, at alt er i den skønneste orden. Alligevel udgiver de sideløbende statistik, der tegner et helt andet billede. Nedenstående tidsserie er et sådant eksempel. Her ses antallet af kroner og ører i omløb fra 1996 og frem, og som det fremgår er den samlede mængde af kroner og ører i omløb steget med ikke mindre end 242% i denne periode. Går man tilbage til 1991, hvilket er så langt det er lykkedes mig at finde data, er stigningen i mængden af penge hele 351%. De har altså tydeligvis ikke kunnet holde fingrende fra seddelpressen. Ikke umiddelbart et billede af en situation, der er under kontrol.

Mængden af Penge

Uden den store opstandelse, er det altså lykkedes nationalbanken at forringe værdien af vores valuta med 78% på bare 29 år. Det skal selvfølgelig påpeges, at nationalbanken grundet fastkurspolitikken med Euroen er tvunget til at spejle ECB. Så hvis ECB opererer med høj inflation (Læs: printer en masse nye euro og dermed forringer vekselværdien af Euroen), jamen så er nationalbanken tvunget til at følge med og ligeledes forringe vekselværdien af kroner.

Som jeg forklarede i Del 4, vil en forøgelse af mængden af pengene, forringe deres vekselværdi, men af forskellige årsager, som jeg gennemgår her, betyder dette ikke, at prisen på alle varer stiger.

En af årsagerne er, som beskrevet I Del 4, at inflation rammer skævt. Som vi så under The California Gold Rush, blev nogen belønnet af fundet af nyt Guld, mens andre blev fattigere, som følge af prisinflationen og den faldende vekselværdi af guldet. Hvor man befandt sig på dette lykkehjul afhang af, hvor langt tilbage man stod i rækken af transaktioner, når det nye guld fandt sin vej gennem økonomien.

Men i en økonomi med en fiat-valuta graver vi ikke længere penge op af jorden. I stedet filtreres de nye penge ind i økonomien som gæld. Det er når der optages gæld, at nye penge bliver skabt, og det er de mennesker, der optager gæld, der er de første til at bruge de nye penge og dermed nyde fordel af deres købekraft.

Den største gældsætning er den, man foretager, når man køber fast ejendom, og derfor er det også i dette øjemed, at de fleste nye penge bliver skabt, og i dette øjemed at de fleste nye penge bliver brugt. Langt størstedelen af de penge, der bliver skabt, bliver altså brugt på ejendomsmarkedet, og derfor er det på ejendomsmarkedet, at priserne bliver budt op og ikke på de varer, der indgår i vores daglige forbrug. Derfor er den prisinflation, vi har set på dagligvarer og andre basale produkter og ydelser, som har været ca 60 % i samme periode, intet imod den prisinflation, vi har oplevet på fast ejendom.

Priserne på huse og ejerlejligheder i Danmark er steget med henholdsvis 255% og 448% i perioden fra 1992 til 2019. I Region Hovedstaden er stigningerne endnu større. Her er lejligheder blevet næsten 7,5 gange dyrere. I København by er en gennemsnitlig lejlighed steget næsten 10 gange i pris eller 841%. Dette vel at mærke i en periode, hvor befolkningen i byen kun er vokset med 36%, og hvor den gennemsnitlige lønstigning har været på 154%. Ikke umiddelbart en situation, der tyder på, at nationalbanken opfylder sit mandat om ”at sørge for stabile priser, sikre betalinger og stabilitet i det finansielle system”.

Indeks over priser på fast ejendom (2006=100)

Så selvom centralbankerne desperat forsøger at kaste nye penge ud over økonomien, lander de alle det samme sted, og dermed er der store dele af økonomien, de ikke påvirker. Og dette er, selvom centralbankerne ikke vil indrømme det, en af de helt store årsager til, at prisinflationen på dagligvarer ikke er tilnærmelsesvis så stor, som den har været på boligmarkedet.

Centralbankerne har ødelagt en af det frie markeds mest essentielle mekanismer

Selvom intentionen med alle de nye penge er, at de skal ud og skabe vækst, bliver de i stedet dirigeret ind i fast ejendom, aktier og andre likvide aktiver. Men den voldsomme inflation har altså yderligere den negative konsekvens, at efterspørgslen på penge falder, og derfor falder renterne. Og selvom boligejerne og de øvrige låntagere jubler, hver gang renterne falder, beror glæden i sidste ende på en manglende forståelse for rentens funktion i en markedsøkonomi. For ved hele tiden at printe nye penge har centralbankerne effektivt fjernet rentens funktion som naturlig stopklods i en overophedet økonomi.

Dette kan forklares gennem en beskrivelse af den klassiske konjunktur cyklus. Vi kan forestille os en situation, hvor der er et begyndende opsving i økonomien. I sådan en situation vil flere entreprenører forsøge at udnytte dette i håbet om at kunne sælge varer til de hungrende forbrugere. Den nødvendige opstartskapital skaffes ved at låne pengene. I takt med at flere starter forretninger, stiger efterspørgslen på kapital, og dermed stiger folks tidspræferencer, og derfor stiger renten. Derfor bliver det også langsomt dyrere at låne penge samtidig med, at det bliver mere favorabelt at udsætte forbrug og blive betalt en højere rente for de penge, man sætter i banken. En naturlig mekanisme der fungerer som en rettidig bremse på en snarligt ophedet økonomi. Derfor stopper væksten, økonomien vender, de mindst profitable entreprenører går konkurs, og renterne normaliserer sig. Når låneaktiviteten falder, og bankerne langsomt får stabiliseret deres balance, falder efterspørgslen på penge igen, og derfor falder renten. Dette lokker igen entreprenører til at låne penge, og cyklussen kan langsomt begynde forfra.

Renten har dermed en vigtig og kompleks rolle i enhver økonomi. Men i stedet for at lade denne rolle udspille sig selv, blander centralbankerne sig ved at sænke diskontoen og øse nye penge ind over markedet hver gang, det ser ud, som om en ellers sund opbremsning ville være undervejs.

Økonomien er altså ikke i stand til at fjerne overskudskapacitet og dirigere finansielle midler derhen, hvor de genererer den største værdi for økonomien og samfundet. I stedet ender den evige overflod af penge med at søge skjul i de mest likvide aktiver. Ejendomme, aktier, gamle biler, kunst, vine og ure bliver gang på gang pumpet op til nye uholdbare højder. En utilsigtet konsekvens, der genererer en negativ velstandsfordeling. Jo mere velhavende man er, jo flere aktiver har man, og jo mere stiger ens samlede formue som konsekvens af denne groteske pengeekspansion. Samtidig er de lave renter med til kunstigt at holde virksomheder i live, som burde gå konkurs, så arbejdskraft og kapital kan frigøres til mere produktive virksomheder. Konsekvensen af dette er, at produktivitetsfremgangen i den vestlige verden er faldende[2].

Ændring produktivitet i %

Pengepolitiken skaber en væg af perverse incitamenter

Når først kunstigt lave renter er blevet en etableret del af samfundet, er de svære at fjerne igen, fordi hele samfundet bliver afhængig af gæld. Når renterne er lave, er ting billigere at finansiere og bliver som resultat budt højere op i pris. Det er derfor, priserne på fast ejendom er galoperet i vejret. Heraf er det samtidig tydeligt, at ejendomspriserne udelukkende kan holde deres værdier, hvis renterne til stadighed bliver lavere. Ejendomme er ikke budt op i pris som resultat af stigende efterspørgsel. Det er udelukkende varm luft. Steg renterne igen til det niveau, de havde før finanskrisen, eller endnu værre, før dot.com boblen, ville priserne på fast ejendom kollapse, fordi lønningerne, som beskrevet tidligere, ikke er fulgt med.

På samme måde er der i dag forbrug, vi finansierer, som ikke blev finansieret tidligere. Biler, køkkener, bryllupper, ferier osv. Men som enhver økonomistuderende vil vide, er det fundamentalt forkert at låne penge til noget, der ikke giver et afkast. For det første er der ikke noget provenu at betale de lånte penge tilbage med, og for det andet har gælden ikke været med til at skabe vækst, kun kortvarigt merforbrug. Vi låner en masse penge, vi skal betale tilbage senere men bruger dem i dag. Det giver en illusion om, at vi er et samfund i vækst, men et samfund er ikke i vækst, hvis den eneste årsag til at forbruget stiger er, at vi har lånt flere penge. Den form for ”vækst” forsvinder nemlig igen, når pengene skal betales tilbage. Dette er centralbankerne selvfølgelig udmærket godt klar over, hvorfor de konstant er tvunget til at holde merforbruget i gang med nye penge og endnu lavere renter, og dermed er med til at bekræfte at de seneste 8 års opsving er fabrikeret gennem et pyramidespil.

Pengepolitikkens fokus på merforbrug, har de seneste årtier haft en positiv effekt på virksomhedernes resultatbalance. Merforbruget har øget toplinjen, mens gældsomkostningerne er reduceret, og illusionen om vækst har dermed været komplet. Dette har gavnet de globale aktieindeks, og på Wall Street har de holdt en fest over muligheden for skammeligt at udnytte centralbanker, der er trængt op i en krog.

Netop dette har skabt meget foragt, men det er i mellemtiden ikke noget at være overrasket over. Med det mener jeg ikke, at du skal klappe dem på skulderen og sige ”godt arbejde” næste gang du møder dem på den lokale stripklub, men det er nu engang deres arbejde. En aktiehandlers funktion er at eliminere arbitrage og andre ubalancer og derved dirigere kapital hen, hvor det genererer det største afkast til gavn for hele samfundet. Dette fungerer kun, hvis aktørerne går nådesløst til værks, og dette er i sig selv ikke noget problem i et naturligt marked, der ikke er manipuleret, fordi renten, som forklaret tidligere, sætter en naturlig dæmper på festen, inden den går over gevind. Men i et manipuleret aktie- og kapitalmarked derimod er det en opskrift på en katastrofe.

Så i stedet for at pointere, at denne situation ikke er bæredygtig på den lange bane, har de på Wall Street, helt forventeligt, pustet til ilden i stedet for og promoveret mantraet om, at aktier altid stiger. I den virkelige verden tager aktierne ofte nogle ubehagelige dyk, som det kan tage dem årevis, eller årtier, at komme ud af, men i dag, hvor centralbankerne står klar til at redde skuden med ny kapital, hver gang aktierne falder bare en smule, er der ikke længere nogen risiko ved at investere i aktier. Derfor ser vi nu, at de store investeringsbanker direkte opfordrer deres klienter til at købe aktier, fordi centralbankerne bliver ved med at pumpe ny kapital ind i markederne, hver gang de falder[3]. Centralbankerne har altså skabt det man i finansieringens verden beskriver som moral hazard, og dette har i sig selv skabt en spiral, hvor alle nu jagter de nemme penge, og dette har naturligvis skubbet aktiekurserne endnu mere i vejret.

“The problem was – as it is often the case with government policies – not intentional. It rarely is. But when a government with deep pockets “distribute” easy money and they get in contact with the profit motives of a sophisticated, competitive and immoral financial sector, the government are no longer in control of the situation.” Raghuram Rajan, Professor of Finance at the University of Chicago Booth School of Business

Uden at gå ind i en dybere diskussion om, hvordan man værdisætter et selskab, har ovenstående medført, at aktierne er steget langt over, hvad der kan forsvares med enhver form for fundamental analyse.

Dermed har centralbankerne været med til at skabe nogle ufatteligt risikable ubalancer i samfundet. Aktierne stiger ikke længere, fordi selskaberne tjener penge, men fordi de, der køber dem, er sikre på, at der altid er nogen, der vil give mere for dem. På den måde bliver de mest hypede aktier budt op til fuldstændig groteske niveauer.

Det klassiske gode råd, når man investerer sine penge, er at fordele dem i en portefølje af aktiver med forskellig og modsvarende risiko, så man er dækket ind både i op- og nedture, men nu hvor centralbankerne har bekendt kulør og åbenlyst står klar til at redde investorerne, er der ikke længere incitamenter til at tage højde for risiko, og derfor investeres i større grad i de mest risikofyldte aktier.

Tesla er et godt eksempel på dette. Med al respekt for hvad Elon Musk har bygget op og hans uden tvivl interessante tilgang til, hvad en bil skal være og kunne, har Tesla stadig aldrig leveret et overskud på driften. Alligevel er Tesla det mest værdifulde bilselskab med en børsværdi på, i skrivende stund, 415 Milliarder $. Mere end dobbelt så meget værd som deres nærmeste konkurrent Toyota. Men hvor Toyota havde et operationelt overskud på 23 milliarder $ i de 12 måneder, der ledte op til Coronakrisens begyndelse, havde Tesla et underskud på 650.000 $. Med aktier kan man aldrig stille det så firkantet op, men det er alligevel bemærkelsesværdigt.

Centralbankernes pengepolitik giver altså incitamenter til mere og mere besynderlig opførsel i det finansielle system. Heri er det pludseligt blevet kutyme, at virksomhederne er begyndt at købe deres egne aktier, hvis de ikke synes, der er nok efterspørgsel efter dem i markedet. Det er ikke fordi, det er en ny ting, at virksomheder køber deres egne aktier, men normalt er det noget, de gør med de midler, de har tilbage efter, de har betalt skat. Men i dette perverse 0-renteklima er virksomhederne også begyndt at låne penge til dette - rigtig mange penge. I sig selv bizart men hvad der for alvor får selv garvede Wall Street folk til at spærre øjnene op er, at centralbankerne er med til at finansiere meget af det.

Det er nemlig ikke nødstedte selskaber, de hjælper. Det er derimod Apple, Anheuser-Busch, AT&T og andre store børsnoterede selskaber, der falder til patten hos moder FED. En så mærkværdig situation at en uddybelse er belejlig; Den Amerikanske Nationalbank printer en masse milliarder i nye penge, hvormed de altså udvander værdien af alle eksisterende dollar i systemet. En handling der mest af alt skader den fastlønnede arbejder, som i forvejen ikke har særligt mange penge. Sagt på en anden måde er det i realiteten dem, de tager pengene fra. Derefter bruger de dem til at købe virksomhedsobligationer i fx Apple - verdens i forvejen mest likvide selskab. Herefter tager Apple så de nyligt rejste midler og bruger dem til at købe deres egne aktier i markedet, hvilket naturligvis hæver efterspørgslen på Apple aktier og dermed kursen.

Med andre ord fører centralbankerne en pengepolitik, hvor både befolkningen og institutionerne bliver betalt for at overbelåne sig selv, så de kan købe ejendomme og aktier, de ikke har råd til men heller ikke kan undgå at tjene penge på, fordi valutaen konstant bliver udvandet, og centralbankerne holder hånden under økonomien hver gang, der er recession, med nye penge, som de kaster efter alle de virksomheder, der siger de har brug for dem. Den almindelige lønmodtager og alle, der af forskellige årsager ikke er en del af, hvad der vel bedst kan beskrives som verdens største bankrøveri, kan derimod stå og se på, mens købekraften af deres lønseddel smuldrer mellem hænderne på dem. Oven i det kan de så få lov at betale negative renter til banken af de penge, de har tilbage efter husleje.

Nedenstående tweet fanger absurditeten af det, der foregår meget godt:

Ikke siden de russiske oligarker overtog resterne af statens aktiver efter Sovjetunionens sammenbrud, har vi set så stor en velstandsfordeling fra fattig til rig, som vi har oplevet de seneste 20 år. 

Det tragiske er, at alt tyder på, at politikerne nægter at erkende, at det er dem, der har skabt dette kaos, og dermed endnu engang bekræfter, at de opfører sig som elefanter i en glasbutik. Pelle Dragsted fremstår altid som et godt eksempel på dette. Han er en af de seneste i rækken, der har råbt vagt i gevær over den eksplosive vækst i formuen hos den rigeste del af befolkningen - i dette tilfælde er det Jeff Bezos’ formue, han er blevet indigneret over. Noget Pelle bliver, fordi han ikke forstår de ting jeg har gennemgået i denne serie. Ligesom Elon Musk er Jeff Bezos’ formue jo netop eksploderet som følge af en korrupt pengepolitik. Det samme kan man sige om Bill Gates og alle øvrige milliardærers formue, og det er derfor nedenstående graf, som jeg viste i Del 1, ser ud, som den gør.

Men selvom Pelle er sur på Bezos, er der jo ikke så meget Bezos’ selv kan gøre ved det. Han styrer jo ikke pengepolitikken. Fordi Pelle er Pelle, ved man, at det, han gerne vil have, er at Jeff Bezos, begynder at forære sine penge væk eller betaler mere i skat, men det er at misse pointen. Det betyder bare mere omfordeling, mere bureaukrati og mere kaos. Det er politikerne og centralbankerne alene der har ansvaret og muligheden for at ændre denne situation, og som altid, er den bedste løsning at rulle fejlslagen lovgivning tilbage, ikke at lægge ny lovgivning oven på gammel. Noget som desværre er ganske utænkeligt, fordi det ville kræve, at de skulle erkende, at de har begået en fejl, og fordi de, som nævnt tidligere, har malet sig selv op i et hjørne.

Regeringerne er nemlig også selv blevet afhængige af de lave renter. Således har fx USA i årevis haft underskud på deres statsbudgetter. Et underskud de vel at mærke dækker med nye penge fra centralbanken, hvilket, som nævnt i Del 4, var det egentlige formål med at nationalisere penge til at begynde med.

Trump eksekverede dette til perfektion, da han som lovet gennemførte hans store sænkning af virksomhedsbeskatningen, som i sidste ende blot var en illusion. Hvis man sænker skatten uden samtidig at sænke statens udgifter, er der i teorien ikke tale om en skattesænkning. For det, han var tvunget til at gøre i stedet, var at finansiere det manglende skatteprovenu ved at printe nye penge og sælge statsobligationer. Som resultat af dette er den amerikanske gæld steget fra lige under 20 billioner $ til næsten 27 billioner $ på mindre end 4 år.[4] Inflation er altså i sidste ende blot en skjult skat. Igen synes jeg, det er passende at henlede opmærksomheden til nationalbankernes erklærede mandat om ”at sørge for stabile priser, sikre betalinger og stabilitet i det finansielle system”.

Dermed burde det også være klart for enhver, at den ubehagelige sandhed er, at centralbankerne aldrig kan hæve renterne igen, for hvis de gjorde, var der ikke længere billig kapital til at finansiere dette omrejsende cirkus, vi kalder en moderne økonomi. Hvis renterne stiger, holder folk op med at forbruge, ingen vil have råd til at købe fast ejendom, og aktiekurserne vil kollapse. De har dermed ikke andet valg end at holde festen i live så længe som muligt ved at printe penge indtil den dag, de bliver værdiløse, som det er sket så mange gange tidligere med fiat-valuta.

Centralbankerne har ikke været deres ansvar værdigt. De har overskredet deres mandat i så ekstrem grad, at der stort set ikke er nogen naturlige tendenser tilbage i økonomien, og de negative konsekvenser dette har for hele vores samfund, kan næsten ikke overdrives.

Den evige inflation giver forbrugere incitamenter til at købe og bruge ting, de normalt aldrig ville gøre, giver virksomheder incitamenter til at producere, hvad de normalt aldrig ville have produceret og giver investorer incitamenter til at investere i aktiver, de normalt aldrig ville købe. Derfor skal vi igen have et naturligt monetært system med naturlig rentedannelse.

Det er spild af tid at diskutere ulighed, uden at diskutere problemerne i vores pengepolitik. Det kan virke kompliceret, men med denne serie har jeg i hvert fald gjort et forsøg på at bringe diskussionen ned i øjenhøjde. På godt og på ondt er penge ALT i dette samfund, og derfor har alle også fortjent at for historien om penge fortalt.

Hvis du synes dette emne er interessant og ønsker at læse videre, giver jeg en mere udførlig fortælling i bogen ‘Den lille guide til Penge, Krak og Bobler’ som kan købes gennem Bog og Idé eller direkte hos forlaget

[1] https://www.nationalbanken.dk/da/om_Nationalbanken/Sider/default.aspx

[2] https://www.focus-economics.com/blog/why-is-productivity-growth-so-low-23-economic-experts-weigh-in

[3] https://www.bloomberg.com/amp/news/articles/2020-10-05/buy-the-dip-in-global-stocks-on-policy-support-citigroup-says

[4] https://fred.stlouisfed.org/series/GFDEBTN