Del 2/5: Hvad er penge, hvorfor har vi dem, og hvordan blev de en del af vores verden?

Inden penge blev en integreret del af samfundet, handlede vi med hinanden gennem direkte byttehandler. Høns blev byttet til korn og æg til brød. Dette var der som sådan ikke noget galt med, men på menneskets vej fra lille samfund mod specialiseret civilisation var denne form for udveksling af varer ikke tilstrækkelig. Det er simpelthen for besværligt at handle med hinanden, når man kun kan gøre det ved at bytte varer direkte.

Forestil dig at du er i en situation, hvor du vil bytte dine korn med naboens høns, men han slet ikke er interesseret i korn, fordi han dyrker det selv. Til gengæld mangler han en plov. Så skal du ud i byen og finde en, der er interesseret i at bytte sin plov med dine korn, og først derefter kan du gå tilbage til naboen med ploven og bytte den til høns.

Der var altså et behov for at gøre det nemmere at handle med hinanden, og hvor der er et behov, opstår der som regel en løsning. Denne løsning opstod dog ikke som en enkelt genial opfindelse men derimod i form af gradvise evolutionære skridt. Det gik nemlig langsomt op for folk, at nogen typer af varer var nemmere at bytte med end andre, fordi de havde nogen unikke egenskaber udover deres primære anvendelsesformål. Af forskellige årsager var de simpelthen mere eftertragtede.

Nogle varer var nemmere at inddele i mindre stykker, uden at det forringede deres værdi, andre var mere holdbare over tid, og nogle var nemmere at transportere over længere afstande. Fordele der gjorde disse varer mere omsættelige. Derfor var man aldrig bange for at have for mange af dem, fordi de kunne gemmes væk uden at miste værdi, og fordi man vidste, at man altid kunne bytte dem til noget andet senere. Folk begyndte derfor at bytte deres korn og æg, eller hvad de nu producerede, til disse varer først for senere at bruge denne såkaldte mellemvare eller værdimål, som de blev kaldt, til at ’købe’ forskellige andre varer på markedet. På den måde blev disse mellemvarer brugt som en tidlig form for penge.

Præcis hvilke produkter, der blev brugt som mellemvare, afhang af, hvor man var i verden. De var ikke valgt som en fælles beslutning men afhang i stedet af, hvad der var tilgængeligt i en given region. Listen over, hvad der er brugt som mellemvarer gennem tiden, er lang og indeholder alt lige fra korn og perler til forskellige typer af skaller. I Norden var rav i en periode vores primære mellemvare, fordi forekomsten er unik fra vores del af verden og derfor i høj kurs, når vi handlede med Sydeuropa.

Så længe mennesker har handlet med hinanden, har der været et behov for en mellemvare, og hvor der har været behov for en mellemvare, har vi automatisk fundet det bedst egnede produkt. Det der er mest omsætteligt. Således ser vi stadig i dag, hvordan vi, i tilfælde af at stå uden adgang til et velfungerende valutamarked, med det samme finder alternativer. Mellem fanger i fængsler og soldater under 2. verdenskrig er og var cigaretter den foretrukne mellemvare, mens bønder i Afghanistan under den vestlige invasion i begyndelsen af dette årtusinde måtte ty til at bruge får og geder til udveksling af varer, da landets gældende valuta mistede sin værdi.

Blandt alle de mellemvarer, der gennem tiden er benyttet til udveksling af varer, har to ædelmetaller indtaget tronen som henholdsvis konge og dronning. Her taler jeg naturligvis om guld og sølv. Ingen andre forekomster eller produkter opfylder kernebehovene til en mellemvare bedre end guld og sølv, og derfor har netop disse to metaller indtaget så stor en plads på den monetære og økonomiske trone.

Guld og sølv var det foretrukne værdimål, men der var til at begynde med ikke nødvendigvis nogen krav til, hvilken form det havde. Prisen blev fastsat ud fra vægten af den mængde af guld, man skulle veksle for at få varen. Deraf udtrykket at være sin vægt værd i guld. Dette er også afspejlet i navnet på mange af verdens eksisterende valutaer. Det britiske Pound Sterling betyder således et ‘pund sølv’. Med tiden blev det dog trættende at skulle stå og veje varerne, hver gang man foretog en handel. Derfor blev det gradvist mere og mere normalt at have prævejede stykker af guld og sølv i lommen. Her blev særligt runde mønter populære. Disse mønter blev til at begynde med produceret af guldsmede, men mønter blev hurtigt så efterspurgte, at folk begyndte at specialisere sig i kun at lave mønter.

Mønter blev produceret og handlet på samme vilkår som alle øvrige varer. Folk efterspurgte de mønter med den mest eftertragtede form og mest præcise vægt og guld- og sølvmønter blev handlet og prissat ud fra deres vekselkurs med alle øvrige varer. På den måde var der ingen forskel på, om man producerede sko eller guldmønter. Kvaliteten skulle være som lovet, ellers kom folk ikke igen. Der har uden tvivl været møntproducenter, der har forsøgt at snyde køberen af sine mønter ved at fremstille dem, så de vejede en tand mindre end, hvad der stod på dem, men sådan et kneb ville blive opdaget første gang, nogen tjekkede dette ved at veje mønten. På samme måde frygter vi heller ikke i dag, at 400g hakket oksekød i supermarkedet kun vejer 350g. Det er kun et spørgsmål om tid, før det bliver opdaget.

Mønt producenterne kunne altså ikke leve af at snyde kunderne, da deres ry og rygte ville være ødelagt for evigt, hvorfor deres forretning ville gå nedenom og hjem.

Mønt producenterne lavede ikke guldmønter for sjov. Hvis man ville have sit løse guld smeltet om til mønter, fik man lov at betale for det, hvorfor guldmønter typisk var dyrere i fri handel end løst guld. På samme måde som guldsmykker i dag har en pris, der er højere end, hvad deres vægt er værd i guld.

Navnet på verdens mest handlede valuta er et glimrende eksempel på, hvor vigtigt det var for ens forretning, at man gjorde sig umage, når man producerede mønter. I 1600-tallet levede der en Greve i en dal, man kaldte Joakims Dal eller Joachimsthal i det, der i dag er Tjekkiet. Denne greve producerede sølvmønter af en særligt fin kvalitet og præcision, og de blev hurtigt så populære, at de fik øgenavnet Joakims Daler opkaldt efter deres oprindelsessted. Udbredelsen af disse mønter blev til sidst så stor, at man i folkemunde begyndte at referere til penge som daler. Joakims daleren nåede så langt som til USA, hvor man kaldte den dollar.

Selvom forskellige mønter havde forskellige navne, er det vigtigt at forstå, at der rent essentielt ikke var forskel på dem. Bag ved navnet var det stadig enten guld eller sølvmønter. En Joakims Daler ville være en lille smule dyrere end en tilsvarende sølvmønt, det vil sige en sølvmønt af samme vægt fra en anden producent, men i sidste ende er det sølvets værdi, der giver mønten værdi - ikke navnet. Penge er derfor i sin reneste form den foretrukne mellemvare, og dette har historisk set været enten guld eller sølv.

Hvis du synes dette emne er interessant og ønsker at læse videre, giver jeg en mere udførlig fortælling i bogen ‘Den lille guide til Penge, Krak og Bobler’ som kan købes gennem Bog og Idé eller direkte hos forlaget

Kilder:

Rothbard, Murray N. What has Government done to our money, The Case for a 100 Percent Gold Dollar. Second Edition, Ludwig von Mises Institute

Menger, Carl. The Origins of Money. Kindle Edition, Ludwig von Mises Institute,