Del 1/5: Hvorfor er der ulighed og hvad gør vi ved den?

I næsten alt boldspil er et klassisk råd, at man skal holde øjnene på bolden. Noget man hurtigt tager til sig, fordi det slet ikke er muligt at ramme den, hvis ikke man tilegner sig en vane om aldrig at slippe den af syne.

Men visdommen i denne talemåde går dybere endnu og har også den underliggende betydning, at man ikke skal lade sig distrahere af andre ting. Særligt i fodbold er det vigtigt, at man fokuserer på bolden, og hvor den er på vej hen og ikke lader sig distrahere af modspillerens forsøg på at finte dig til at tro noget andet.

’Keep your eyes on the ball’ er blevet gentaget så ofte, at det er blevet til et ordsprog, og har vundet indpas i vores generelle hverdag, hvor udtrykket er blevet synonymt med at fokusere på kernen af problemerne i alle facetter af livet. Noget vi mennesker skal gentage for os selv igen og igen, fordi vi nemt blive distraheret af alt det, der ikke betyder noget.

Politikere lider af dette mere end andre. Intet andet sted bliver der brugt mere tid på alt andet end kernen af problemet. De vil uden tvivl benægte dette, men man skal ikke have set dem blive interviewet på tv mange gange for at have observeret deres ejendommelige evne til at svare på alt andet end det, der bliver spurgt om.

Det ligger i naturen af et politisk system og dermed også en politiker, at de kategorisk nægter at løse problemerne ved roden, fordi ethvert problem er en politisk mulighed for at promovere sig selv overfor en given målgruppe. Diskussionen om ulighed er et godt eksempel og en af tidens største udfordringer og derfor også noget af det mest debatterede. Men til trods for dette fortsætter uligheden sin march mod nye højder og efterlader indtrykket af, at debatten i sig selv er med til at gøre uligheden værre.

Men hvorfor bliver uligheden større? Det korte svar er, at vi tonser rundt på banen og sparker til højre og venstre uden at ramme andet end tom luft, fordi vi glemmer at holde fokus på bolden. Vi taler om ulighed hele tiden, men der sker ikke noget, fordi kernen af problemet aldrig bliver adresseret. I stedet for at diskutere og implementere de ændringer, der kræves for at løse problemet, prøver vi i stedet at modvirke problemet. Dette er eksemplificeret ved poltikernes konstante insisteren på, at indkomstforskelle og arv er årsagen og deres efterfølgende forsøg på at modvirke dette gennem beskatning. Tiltag med begrænset effekt fordi de oprindelige årsager til indkomstforskelle ikke bliver undersøgt.

Hvorfor stiger Uligheden?

Som ovenstående graf indikerer, har uligheden ikke altid været stigende. I 1980 var fremtidsudsigterne således, at jo fattigere man var, jo større indkomststigning kunne man forvente. Men frem mod 2014 vendte dette billede sig således, at ens forventede velstandsfremgang blev større og større jo mere velhavende, man var i forvejen. Vi skal altså ikke kigge ret langt tilbage i historien for at finde en tid, hvor velstanden blev skabt hos middelklassen og underklassen.

Men i takt med de teknologiske fremskridt og en mere international verden, blev velstanden centreret på færre og færre hænder. Det er i sig selv ikke noget at være forarget over, og havde historien stoppet her, havde vi ikke talt meget om det. For hvor de rige blev stadigt rigere, oplevede underklassen og middelklassen også en stor velstandsfremgang, og særligt deres tilværelse blev belønnet af de teknologiske fremskridt. Alt fra biler til opvaskemaskiner blev opfundet og med tiden kontinuerligt billigere at anskaffe. Luksus blev alle mands eje.

Men ulighed er et af de mest debatterede emner, fordi velstandsfremgangen hos de absolut mest velhavende mennesker, den man ser yderst til højre i ovenstående diagram, er så signifikant, som den er. Det er det, der skaber røre i vandene, men der er to ting, der er vigtige at forstå ved denne udvikling. 1. den har ikke noget med lønstigninger at gøre, og 2. den er ikke naturlig. Hvad mener jeg med det?

De seneste års velstandsfremgang hos den rigeste del af befolkningen er ikke skabt af lønstigninger men derimod gennem afkastet af deres aktiver. Er man i forvejen velhavende, ejer man typisk flere aktier, malerier, gamle biler og ejendomme, og værdierne af disse er steget eksplosivt siden 1980.

Hvis det skal undersøges, hvorfor velstandsfremgangen er så stor hos den rigeste procent af befolkningen, skal man altså undersøge, hvorfor værdien af deres aktiver stiger så meget, som de gør. Som jeg skrev, er denne udvikling nemlig ikke naturlig og skyldes nogen dybe strukturelle problemer i vores pengesystem, som jeg vil gennemgå i den næste del af denne serie.

Hvis du synes dette emne er interessant og ønsker at læse videre, giver jeg en mere udførlig fortælling i bogen ‘Den lille guide til Penge, Krak og Bobler’ som kan købes gennem Bog og Idé eller direkte hos forlaget