Politik er ødelæggende for sjælen, og derfor er det per definition de mest sjæleløse mennesker, der ender på toppen.
Hvordan er amerikanerne havnet i en situation, hvor de to “bedste” kandidater til præsidentposten er Trump og Biden? Her er et bud på, hvorfor skidt flyder ovenpå i Politik.
Kan det virkelig være rigtigt, at man i et land med over 300 mio. indbyggere ikke kan finde 2 kandidater, der er bedre egnet? På mange måder et helt naturligt spørgsmål, som mange stiller sig selv disse dage men samtidig også et spørgsmål, der bygger på en generel misforståelse omkring de underliggende incitamenter for succes i den politiske verden.
De fleste af os lever i det, man, med en smule modifikationer, i hvert fald i et land som Danmark, kan beskrive som det frie marked. Vi agerer til daglig efter vores sunde fornuft i vores gøren og laden og har deri erfaret, at det på den lange bane betaler sig at følge samfundets tommelfingerregler om fx at holde til højre, når vi kører bil eller på cykel, ikke at springe køen over i supermarkedet (medmindre en åbenlys mulighed viser sig), rejser os op for gravide kvinder og følger gamle damer over vejen.
Ligeledes har vi erfaret, at det i de fleste brancher er sådan, at hårdt arbejde betaler sig. Hvis vi i vores unge år lægger timer i vores profession, tager viden til os, holder ved, selvom det er hårdt, og bevarer integriteten og ærligheden i alt, hvad vi laver, åbner mulighederne sig pludselig. På den måde opbygger vi langsomt en autoritet indenfor det felt, vi nu arbejder med.
I det private erhverv er virksomheder underlagt markedets realiteter, og ovenstående værdisæt er et produkt af dette. Hvis en virksomhed skal have langsigtet succes, skal kundernes behov gennemsyre organisationen. Du kan ikke drive forretning på at negligere eller snyde kunderne.
Men i politik er der ikke de samme incitamenter, og derfor er det ikke den samme type personer, der har succes i den politiske verden. Det er der en række årsager til.
Uden at gå for dybt ind i de filosofiske aspekter er det vigtigt at forstå, at politik i form af sin eksistentialistiske natur bedst analyseres som en erstatning for den religion, vi ikke længere lader os styre af. Derfor er politik også i sidste ende et spil om følelser og ikke logik. I en politisk diskussion har følelsesmæssige argumenter højere værdi end logiske argumenter, og de politikere, der argumenterer ud fra følelser, klarer sig bedre i den politiske arena.
Resultatet af dette er, at det er blevet dagligdag, at politikerne i fuldt offentligt skue kan slippe afsted med at sige og gøre de mest besynderlige ting. Det er ikke lang tid siden Mette Frederiksen udbetalte 1.000 kr. til alle på overførselsindkomst som kompensation for at ”resten af Danmark” fik udbetalt deres optjente indefrosne feriepenge. En handling der ikke er et eneste logisk argument for at udføre. Den var udelukkende følelsesdrevet. Alligevel blev den gennemført, og inden længe er det sikkert glemt igen.
Det er vigtigt at forstå, at det at gå på kompromis er en stor del af det politiske spil. En virksomhed skal sælge sine produkter ved at tale til kundernes fornuft og pengepung, hvorimod politikere skal vinde vælgere ved at tale til deres følelser. Forskellige mennesker med forskellig fornuft har den frihed, at de selv kan vælge, hvilken virksomhed de køber deres produkter fra. Men i et demokrati er vi alle tvunget til at gå den samme vej, hvilket betyder, at forskellige mennesker med forskellige følelser bliver tvunget ind i den samme politiske retning. Og det samme forhold gør sig gældende på Christiansborg. Hvis de skal have noget gennemført, er de tvunget til at få et flertal af de øvrige politikere bag deres forslag.
De er dermed nødt til at gå på kompromis med deres egen fornuft og logik for at kunne oparbejde de rigtige alliancer og få ting gennemført. Derfor er de også tvunget til at gå på kompromis med deres mest værdifulde karaktertræk. De idealer og mærkesager, de havde, da de begyndte i politik og sideløbende har fortalt deres vælgere om ved enhver given lejlighed, viser sig ofte at være svære at gennemføre i praksis.
For at overleve i politik skal de altså tilsidesætte deres egne overbevisninger om ret og retfærdighed og hoppe med på flertalstoget. Samtidig betyder dette, at de skal opfinde forskellige undskyldninger for, hvorfor det, de har sagt tidligere, ikke længere er rigtigt.
Denne proces kan hurtigt blive akavet, hvorfor politikere har udviklet den helt særlige retorik, de er så kendte for, hvor de er i stand til for åben mikrofon at forklare og forsvare alt gennem et skammeligt misbrug af pragmatisk argumentation. I den politiske verden er integritet og ærlighed noget af det første, der ryger.
Politikere opererer altså i et miljø, hvor det er nødvendigt at efterlade sine kerneværdier uden for døren, inden de går indenfor. Derefter træder de ind i en arena hvor man ikke kan gennemføre sine ambitioner på en logisk og naturlig måde, hvorfor man i stedet må tilegne sig nye karatertræk, der matcher et klima hvor succes opnås gennem list, spin og nådesløs koldblodighed. Det er ikke svært at se, hvorfor situationen hurtigt komer ud af kontrol.
Som politiker er man derfor i alvorlig risiko for at miste sig selv og sin jordforbindelse. De, der ikke kan se sig selv i øjnene i en tilværelse, hvor moralen skal tilsidesættes i hele deres gøren og laden, forlader politik igen, eller bliver udspillet. De, der bliver, laver en kontrakt med djævlen, hvor de sælger deres sjæl til gengæld for magt og ministerpension.
Et af de bedste eksempler på dette i nyere tid var, da en idealistisk og arbejdsom Anders Samuelsen tilbage i 2016 truede Lars Løkke med at vælte regeringen, hvis ikke han gik med til Liberal Alliances ufravigelige krav om topskattelettelser. Noget Lars ikke havde i sinde at gå med på, da der ikke var opbakning fra de øvrige partier i den politiske koalition han stod i spidsen for. Dermed var han fanget i en af sin karrieres absolut største kattepiner, men i 11. time trak han, snedig som han er, en kanin op af hatten ved at lokke Anders med en ministerpost. Hertil har Lars uden tvivl også solgt den ind med en tale om, hvor meget godt Anders kunne udrette på den lange bane med denne post fremfor at vælte regeringen, hvilket ikke ville gavne noget som helst. Samtidig har ideen om ministerløn, ministerbil og ministerpension uden tvivl også lunet - betydeligt.
Som I ved, sagde Anders ja, og resten er historie. Anders vidste godt, at han havde et forklaringsproblem, da han skulle offentliggøre nyheden foran pressen, hvor han ganske passende også mest af alt fremstod som en der blot gav et pragmatisk referat af den samtale, han havde haft med Lars, da han selv blev præsenteret for ideen.
Lars beviste endnu engang, at han er en genial taktiker, og Anders fik en ministerpost, hvor han ikke udrettede noget, der bare minder om, hvad han kunne have gennemført, hvis han havde haft integriteten til at stå fast, da det gjaldt. Til gengæld mistede han al respekt hos sine vælgere og startede en politisk nedtur, som partiet kun med nød og næppe overlevede.
Sådan starter den politiske fordærvelse altid i det små. De nye ildsjæle begynder friske og opsatte på at gøre en forskel som politiker men indser hurtigt, at spillet her er anderledes. De havde til at begynde med nogen klare idealer men indser, at de må tilsidesætte dem, hvis de skal kunne samarbejde og få ting gennemført. De lover én ting til deres vælgere men er konstant tvunget til at gøre noget andet og for ikke at afsløre sig selv som kujoner, opbygger de en ejendommelig evne til at fordreje sandheden og tale udenom.
Skridt for skridt overskrider de deres egne moralske grænser, indtil de til sidst er helt væk. De kan ikke længere kende forskel på rigtigt og forkert, sandhed og løgne, og derfor tænker de til sidst kun på deres egen succes.
Derfor bliver befolkningen langsomt reduceret til små brikker i spillet om politisk magt, og i umættelig selvhøjtidelighed bilder de sig selv ind, at de faktisk er hævet over resten af befolkningen, og kan agere derefter ved bl.a. at arrangere Corona begrænsninger, så det passer med at man lige kan nå at holde sit eget bryllup.
Et sikkert skridt ad gangen sniger korruptionen sig ind. Som det næste bliver lovgivning til salg, og man mødes med lobbyister og modtager penge under bordet. For hver dag bliver man mere forvirret, fortabt og styret udelukkende af ens inderste drifter, og det kommer til udtryk på partipolitiske arrangementer, hvor man rager på alt og alle.
Til sidst forsvinder empatien fuldstændig, og man bliver blind overfor andre menneskers følelser og derfor ude af stand til at navigere i en social sammenhæng. Alle hæmninger er smidt, de sidste tøjler er sluppet. Fartøjet er nu på vej mod ukendt farvand. Uden adgang til fastlandet og fast grund under fødderne. Som et piratskib sejler man rundt uden etisk forankring og moralsk ståsted. På gyngende grund. Englene har for længst forladt den synkende skude, og der er ingen tilbage til at prikke en på skulderen, når man går over stregen, og derfor kan man ikke selv se, at det er en vanvittig idé at lokke en 15-årig pige, folkeskoleelev og jomfru til at have samleje til et politisk ungdoms arrangement, hvor man skal forsøge at fremstå som et forbillede.
Man er på vej mod havets dyb og ville måske allerede have ramt bunden, hvis ikke det var fordi, at man blev holdt flydende af ens politiske venner. Deres ligeværdige forrådnelse giver en form for tryghed og troen på, at det man gør er helt ok. Derfor fortsætter alt med at sejle, og man har selv roen til at sejle videre.
Og fortsætte vil det, indtil befolkningen beslutter sig for, at nok er nok. Heksejagten kører for fulde drøn i øjeblikket, og ledende politiske skikkelser falder på stribe, hvilket uden tvivl giver indtrykket af, at tingene måske en dag bliver bedre, men det er falske håb. Det er vigtigt at forstå, at det ikke er mennesket, der er problemet.
Det er magten, og så længe den politiske magt er intakt, er det kun et spørgsmål om tid, før den næste korrupte politiker flyder op til overfladen. Som den Britiske historiker Lord Achtons kendte citat lyder: “Power tends to corrupt, absolute power corrupts absolutely”.
Den eneste måde at komme disse problemer til livs er altså at reducere politisk magt, og det gøres bedst gennem de 3 nedenstående huskeregler:
Tag ansvar for din egen sandhed. Undgå at lade det være op til magthaverne at definere, hvad der er rigtigt og forkert.
Husk at det er ideen om, at det offentlige skal løse alle vores problemer, der giver staten magt. Forvent mindre fra staten og bestræb dig i stedet på at blive et selvstændigt menneske.
Sig fra overfor vanviddet.
