Det utilregnelige menneske

Udsnit fra min kommende bog

Jeg er endnu for ung til at vide alt om livet. Jeg er ikke engang sikker på, at en hel livstid er nok, men det er det tætteste, vi kommer. Men der er jeg ikke endnu, slet ikke vil jeg påstå. Dog synes jeg stadig, at jeg har levet længe nok til at komme med den vovede udtalelse, mest fordi jeg føler eller håber, at I måske har det lidt på samme måde, at vi mennesker ikke er helt så civiliserede, som vi går og bilder os selv ind. Faktisk vil jeg gå så langt som til at påstå, at vi er komplet utilregnelige. Og med det mener jeg ikke, at vi er utilregnelige på samme måde, som vejrudsigten er utilregnelig men mere utilregnelige på samme måde, som en hoppebold er utilregnelig.

En hoppebold er nemlig ikke helt utilregnelig. Den er jo i sidste ende underlagt de samme fysiske love, som alt andet på jorden, og derfor er det i teorien muligt at komme med et kvalificeret bud på, hvad hoppebolden vil gøre, hvis man kaster den i en given retning med en given hastighed. Men alle, der har leget med en hoppebold, ved, at den ikke altid lystrer, som forventet. Man kan studere den indgående. Man kan lave en række prøve hop, hvor man i siddende stilling rækker hånden ud og slipper bolden. Man kan visualisere den bane, man forestiller sig den vil følge, og hvordan gulvet i samarbejde med væggen vil sende den retur. I den ideelle forudsigelige verden kan boldens endelige hvilested uden tvivl beregnes med relativt stor præcision, men den virkelige verden har altid en række uforudsete variable på hånden, der gør at tingene ikke altid falder ud som forventet.

Vi mennesker refererer til os selv som Homo Sapiens, der på dansk kan oversættes til ”Klog Mand”, og jeg er i skrivende stund ikke i besiddelse af ord, der i tilstrækkelig grad beskriver, hvor komplet denne betegnelse er. Jeg forestiller mig, at det er det, man siger til sig selv lige inden man kaster hoppebolden. ”Klog Mand” siger man med en overjordisk tro på, at den vil ende tilbage i skødet på en. Lykkeligt uvidende om, at der ikke er taget højde for gennemtræk i stuen, at bolden viste sig ikke at have den forventede restitutionskoefficient, at tapetet på væggen havde en helt anden friktionspåvirkning på bolden, end det man havde regnet med, at der derudover viste sig at være et utal af uforudsete objekter i stuen, man glemte at tage højde for, og at vores kasteevner svinger meget i kvalitet. En række små fejlmarginer, der langsomt bliver forstærket, hver gang bolden møder en ny overflade og det kast man forventede ville ende tilbage i skødet på en, ramte pludseligt hjørnet af radiatoren og sendte bolden over i potteplanten.

’Klog Mand’ kalder vi os selv, og selvom det grænser til galoperende storhedsvanvid at bruge denne beskrivelse, skal det som alt andet ses i et historisk perspektiv. Det var den svenske botaniker, læge og zoolog Carl von Linné, der navngav det moderne menneske tilbage i 1758. En tid hvor der stadig var over 100 år til Charles Darwin publicerede hans evolutionsteori ’Arternes Oprindelse’, og altså en tid hvor man stadig troede, det var gud, der havde skabt mennesket og dermed var af den overbevisning, at alt øvrigt liv var til for vores fornøjelse. Han stod dermed i lidt af et dilemma, da han nu prøvede at navngive alt liv på jorden efter den samme nomenklatur og dermed sidestillede mennesket med dyrene. Ikke uden risiko i en tid hvor vi stadig tog os selv overordentligt seriøst. Men selvom vi siden da er blevet klogere og har erfaret, at vi er en del af en større kontekst, kan vi ikke løbe fra, at disse tendenser stadig hænger ved.

Som en manifestering af vores plads i den absolutte top af fødekæden bilder vi os selv ind, at vi er langt mere civiliserede, end vi i virkeligheden er og har i kølvandet på dette udviklet en masse tommelfingerregler og rutiner for socialt acceptabel adfærd. Mange af disse retningslinjer er kendt som klassiske regler for god etikette, der bl.a. inkluderer de forskrifter, der gælder, når man hilser på hinanden, og hvordan man opfører sig til et formelt middagsselskab. Indstuderede retningslinjer der kan tillæres og opretholdes ganske konsistent, fordi de ved tilpas mange gentagelser bliver rutine eller mere præcist en vane.

Andre sociale direktiver er straks sværere at opretholde, fordi de mere direkte taler imod vores naturlige instinkter. Heraf er ideen om, at man kan få børn til at sidde stille i skolen en af de mest tåbelige, selvom ægteskabets monogame aspirationer desværre også synes at fejle lige så ofte, hvis det da overhovedet kan klassificeres som fejl.

Menneskets tendens til at fejle er i sidste ende et produkt af vores egne perfekte idealer. Vi har, som jeg skrev, simpelthen for høje tanker om os selv, og derfor er fejl svære at undgå og samtidig også svære at acceptere. Vi ser os selv som unikke og hævet over alt øvrigt liv på jorden, men det er vores ego, der bedrager os. Vi deler 99% af vores DNA med Chimpanzen og Bonobo aben. Vi er lige så meget dyr som alle andre organismer, og det er heri, at forklaringen ligger. Mange af de såkaldte fejl, vi begår, er blot vores dyriske instinkter, der bryder gennem facaden. Vi er dygtige til at holde dem nede, men der er rigeligt med øjeblikke, hvor de kigger frem, og når de gør, skal de ikke altid stigmatiseres. De skal også hyldes, for vi kan lære meget af det, når det sker. Ofte er det smukke øjeblikke, der er med til at tegne det rigtige billede af, hvem vi mennesker er. Det billede vi hele tiden prøver at sløre, fordi vi ikke føler, det repræsenterer os godt nok.

•   •   •

Jeg indrømmer med det samme, at ovenstående er en smule generaliserende. Vi er nemlig ikke helt blottet for selvindsigt. Vi ved godt, at vi ikke kan løbe fra det. Det er simpelthen for tydeligt, at vores selvkontrol har alvorlige begrænsninger. Et af de bedste eksempler er, hvordan vi gang på gang bliver kørt rundt i manegen af vores seksuelle drift. Reproduktion er det alt overskyggende tema i vores eksistens, og fra naturens side er vi forberedt til at gøre alt for at lykkes med dette, hvoraf det mest mærkværdige er, at vi konstant bliver forelskede i det modsatte køn. En følelse, der rammer os med så stor kraft, at vi mister al selvkontrol og mulighed for at tage velovervejede beslutninger. Dette får os til at gøre besynderlige ting som at tegne hjerter i sandet, rejse flere tusind kilometer væk for at være sammen og finde på små nuttede navne til hinanden. Denne sindstilstand, hvor vores bevidsthed bliver overtaget af en anden agenda, og alle vores daglige gøremål og prioriteter bliver tilsidesat til fordel for en parringsdans, er et smukt eksempel på, at der er grænser for, hvor mange af vores handlinger og følelser, vi selv styrer. Det samme er også tilfældet, når vi er sultne, stressede, har drukket for meget alkohol eller ikke har sovet nok.

Den Amerikanske Psykolog, Abraham Maslov, forsøgte at forklare dette, med det, han kaldte en Behovspyramide. I denne Pyramide har Maslov karakteriseret de menneskelige behov såsom Ilt, vand, mad, sex, tøj, tag over hovedet og søvn som de mest essentielle behov.

Maslovs hoved tese var, at ovenstående forhold skal være opfyldt, før man har motivationen til at forsøge at få opfyldt behovene i det næste lag af pyramiden. Derfor skal pyramiden, som i øvrigt skal læses nedefra og op, ikke kun ses som et behovs hierarki men også som et naturligt hierarki af dine umiddelbare prioriteter. Hvis du er sulten og ofte ikke har penge nok til mad, vil din sult og dit behov for at spise styre dine handlinger og ikke dine mere langsigtede drømme i livet.

Selvom pyramiden ikke skal læses så firkantet, som Maslov foreslog, har han alligevel fat i noget. Sult øger vores impulsivitet og villighed til at løbe en risiko. Samtidig bliver vores evne til at tage langsigtede beslutninger også reduceret. Når vi er sultne, er vi med andre ord rigtig svære at have med at gøre, hvorfor vi også har det ordsprog, at man ikke skal tage beslutninger på tom mave.

Et af de mest utrolige eksempler på dette foregik under 1. verdenskrig. Her havde flere tyske officerer berettet om et gentagende og mærkværdigt problem. Det skete, hver gang de avancerede henover de allieredes skyttegrave. De franske og engelske tropper havde været overrasket over tyskernes effektive fremskridt, og de allierede måtte derfor trække sig tilbage så hurtigt, at de måtte efterlade alt i skyttegravene.

De tyske tropper var ligeledes overrasket over hastigheden af deres eget avancement, hvorfor mange af tyskernes egne forsyningskilder, inklusive feltrationer, simpelthen ikke kunne følge med. Alligevel fik de tyske officerer strenge ordrer om at fortsætte avancementet og udnytte det momentum, de havde, men hver gang de passerede en ny skyttegrav, slog de udmattede og sultne tyske soldater sig ned og begyndte at spise de efterladte feltrationer.

Mens kuglerne fløj om ørene på dem, kunne officererne stå og se hjælpeløst til, mens deres soldater sad og proppede hovedet til med rå æg, skinke og kage og skylle det ned med rødvin. Nogle officerer forsøgte endda at true soldaterne med at skyde dem, hvis ikke de med det samme fortsatte med det, de var blevet bedt om, men lige meget hjalp det. Selv den effektive tyske krigsmekanik havde ingen forhandlingskraft overfor en sulten soldat.

Det eneste tidspunkt, vi er mere åndssvage, end når vi er forelskede eller sultne, er, hvis vi har fået lidt at drikke. Alkohol påvirker os på samme måde som sult. Det hæmmer vores nerveceller i panderegionen, hvor vi normalt lægger planer og holder igen med vores følelser. Som en larve, der langsomt klemmer sig ud af sin puppe og springer ud som en smuk sommerfugl, gennemgår vi en lignende transformation et glas rødvin ad gangen. Endelig har vi det nødvendige mod til at vise vores omverden, hvem vi virkelig er. Et emotionelt, fejlbarligt, impulsivt og optimistisk væsen. I denne tilstand er der er intet, der holder os tilbage for at forfølge vores instinkter. Alle sange bliver vores yndlingssange og alt det, vi inderst inde har lyst til, er en fantastisk idé. Kvinder tror, de kan løbe 100 meter sprint i stiletter uden at vrikke om og smide deres Daiquiri i hovedet på dørmanden, og mænd tror, at mellemrummet mellem den opadgående og nedadgående rulletrappe er designet, så man kan komme hurtigere ned på perronen. ’Klog Mand’ siger de til sig selv, inden de springer op på slisken med rejsekortet i hånden. Det lidt afdæmpede væsen, vi det meste af tiden spiller teater med, bliver afløst af en person, som fortæller jokes, skråler til musikken, griner af alt, hvad andre siger, flirter som en sindssyg til højre og venstre og tuder, når de taber natmaden på fortovet. Dem, der mener, at mennesket er en civiliseret race, har aldrig været til firmajulefrokost. 

Mennesker er mennesker, og derfor træder vi hele tiden ved siden af i den kulturelle linedans. Knalder udenom, drikker for meget og kaster op, kommer for sent på arbejde, bruger for mange penge, kører for hurtigt og spiser de forkerte ting. Alt sammen symptomer på at vores samfund og civilisation er løbet en lille smule fra den menneskelige natur. Vi er fascinerede af nådesløse utæmmede rovdyr som Løven eller Hvidhajen, men vi mennesker er ikke meget anderledes. Vores sociale struktur er mere avanceret, og derfor kan man godt få det indtryk, at vi allerede er et tæmmet dyr, men det er på lang sigt lige så umuligt at få et menneske til at gøre noget, der går imod vores natur, som det ville være med en Løve eller en Hvidhaj. Vi er akkurat lige så meget dyr som alle andre dyr, og det skyldes, at vores gener opererer under de samme principper som alt øvrigt liv på planeten.