Hvor stor tiltro har du til dig selv. Turde du tage ringen på?

”Much that once was, is lost, for none now live, who remember it”, lyder det i indledningen til en af verdens mest sete film-trilogier med reference til, et særligt folk, der ligesom os, er blevet blødgjorte af fredstid.

Så længe har det gået godt, at vi har glemt, hvad der skete sidste gang, magtens tinder blev for høje, og som små hobbitter har vi i glemslens rus tumlet rundt i vores trygge grønne landskab uvidende om, at mens øllet flød, og musikken spillede, var ondskaben i gang med at planlægge sit næste kup.

En ondskab der under Coronakrisen er kommet til at afsløre lidt mere af sig selv end planlagt. Den ellers anstændige Mette Frederiksen, ”vi alle” havde så meget tiltro til, begik i magtens eufori et ufrivilligt maskefald. Som en utålmodig Ninja, der ikke kan vente til efter mørkets frembrud med at påbegynde sine eskapader, glemte hun, at hun ikke er urørlig. Hun troede, hun var over grundloven, at Danmark ville følge hende uden at stille spørgsmål, men hun havde undervurderet befolkningen. Hun troede, at hun kunne affeje skandalen som en uskyldig fejl, men pressen lod sig ikke manipulere. Hun havde håbet på, at hendes ulovligheder ville være usynlige, men hun tabte posen med kastestjerner foran en måbende presse, og intet vil nogensinde blive det samme.

Men hvad er det, der kan få en Statsminister til at handle så egenrådigt, som det vi har set Mette gøre, og hvorfor er det, man sidder med følelsen af, at Lars Løkke lige så vel kunne have jokket i spinaten, hvis han stadig var statsminister?

Svaret er, at magtens korrumperende tendenser er et universelt begreb. I årtusinder har vi forsøgt at indrette vores samfund på en måde, der minimerer risikoen for magtmisbrug, og både principperne omkring tredelingen af magten og selve demokratiet er opstået som svar på dette.

J.R.R Tolkien var også optaget af dette emne, da han skrev Ringenes Herre. Fortællingen om skabelsen af de 19 ringe, hvori viljen og styrken til at lede og regere var bundet. 3 ringe blev givet til elverne, 7 ringe blev givet til dværgene, og de resterende 9 gik til lederne af de menneskelige racer. Men de blev alle bedraget, for i dommedagsbjergets indre smedede Lord Sauron en 20. ring. En sidste ring skabt til at regere dem alle. En ring, der gav bæreren så stor magt, at ingen sjæl kan undgå at blive fortæret af den. Dette ved troldmanden Gandalf, og da han kommer i besiddelse af ringen, er der kun én, han tør tiltro den. Hobbitten Frodo får opgaven om at tage ringen på en rejse tilbage til dommedagsbjerget - det eneste sted, den kan tilintetgøres. Men selv Frodo, det mest helhjertede væsen i Midgård, kan til sidst ikke modstå ringens kraft. En fantastisk historie, som vi troede var afsluttet, men det trækker op til, at der er en nervepirrende opfølger på vej, for alt tyder på, at Mette er ved at smede en sidste og 21. ring i Christiansborgs mørkeste indre. En ring med en kraft, der gør bæreren usynlig for Grundloven.

I fortællingen om ringen kommer J.R.R. Tolkien altså med den klare advarsel, at alle kan falde under magtens forbandelse og den ondskab, der følger med. Ingen er undtaget. Dermed piller han også ved misforståelsen om, at ondskab er personspecifikt, at det kun er visse personer, der er onde. Hitler var en ond person, og derfor gjorde han, som han gjorde. Det samme siger vi om Stalin og Harvey Weinstein. Så forfærdelige var deres handlinger, at vi bliver nødt til at pakke dem ind for at beskytte vores verdensbillede ved at fortælle os selv, at det kun er særligt onde mennesker, der kan gøre sådan. Men det er desværre ikke den rigtige fortælling. Derimod ligger denne ondskab, hvor svært det end er at indrømme, gemt i os alle, og med de forkerte skub og stimuli kan den vækkes til live enten gennem skuffelse, modgang, had eller jalousi. Men farligst er den, når den opstår gennem magt, for her har den de bedste vilkår for at sprede sin hærgen.

Så naturlig er sammenhængen mellem magt og ondskab, at Nietzsche insisterede på, at vi slet ikke skulle betragte uhyrlige handlinger fra magthavere som onde, da han sagde, at de blot var et resultat af deres begreb om styrke. Vi kategoriserer naturligt løven som ond og gazellen som god, alene fordi løven er den stærke, der slår den svage gazelle ihjel. Men det er en menneskelig illusion. Der er ingen underliggende planlagt konspiration. Dyrene gør bare, hvad de er skabt til. Det er derimod et tegn på svaghed, at man opbygger illusionen om det onde og det gode. Løven er ikke ond. Den tænker ikke over det. For den er det bare en nødvendig handling. For løven er det helt naturligt at dræbe en gazelle på samme måde, som det er naturligt for et menneske at slå et dyr ihjel for at spise det. Noget, vi også gør fordi magtforholdet tillader det. Det er ikke noget, vi gør i ondskab. Det er en naturlig ting at gøre for at få noget at spise. Selvom det i teorien er mord, associerer vi det ikke med det, bl.a. fordi styrkeforholdet er så tydeligt.

Ligeledes bliver magtmisbrug heller ikke begået i ondskab. Det er derimod helt naturligt for en diktatorisk leder at udnytte befolkningen. Magten har gjort diktatoren blind for de menneskelige aspekter, fordi styrkeforholdet skaber en illusion om, at der er forskel på ham og befolkningen. Den menige borgers eksistensberettigelse bliver reduceret, og derfor begynder diktatoren at betragte dem som små ubetydelige brikker i et større spil.

En diktator ser ikke befolkningen som ligesindede. Det gjorde han, før han kom til magten men i takt med, at han kravlede op ad magtens tinde, blev befolkningen gradvist mindre i hans optik, indtil der til sidst var så langt ned, at han ikke længere kunne se pinslen i deres øjne. En diktators handlinger opstår ikke af ondskab men af ligegyldighed. For Hitler og Stalin var det at slå et menneske ihjel lige så følelsesløst, som når vi andre træder på en tissemyre. For dem er mennesker ikke mennesker, de er blot brikker i et utilitaristisk spil. Stalin formulerede det selv så poetisk: “one death is a tragedy, a million is a statistic”.

Inden alt for længe bliver vi almindelige borgere altså nødt til at kigge os selv i spejlet. Magtens ondskabsfulde tendenser er så godt beskrevet, at det ikke kan blive ved med at komme bag på os, når vi bliver bedraget. Ej heller kan vi tilgives for at tro, at tingene løser sig ved at skifte ud i toppen. Før eller siden skal elefanten i rummet adresseres: Vores bureaukratiske monster af en topstyret velfærdsstat giver politikerne så meget magt over befolkningen, at det altid kun har været et spørgsmål om tid, før det gik galt.

Opfostrede af velfærdsstaten er vi blevet afhængige af dens omsorg, og den selvsamme afhængighed har gjort os sårbare. En sårbarhed politikerne har næret ved at skabe kontinuerlig frygt. Men i et land, hvor der ikke er meget at frygte, er de tvunget til at skabe frygt for selve eksistensen. Velfærdsstatens berettigelse er bundet i, at folk skal være bange for livet i sig selv. Bange for at de ikke kan selv. At de ikke kan tjene penge nok til at få mad på bordet, gå til lægen og sende deres børn i skole. Bange for at dø. Ved at lukrere på vores eksistentielle angst har de opnået tilslutning til ideen om, at vi har brug for dem, fordi der er så meget, vi ikke kan selv.

Men intet i denne verden er gratis, og før staten kan give, skal den først tage. Den tager vores penge, vores rettigheder og vores selvstændighed. Jo mere vi forventer, jo mere tager staten, og jo større vokser det bureaukrati, der skal levere deres ydelser. Hver gang vi kræver gratis tandlæge eller psykologhjælp, vokser staten og den magt, den besidder. Politikerne støtter gerne op om det og byder også selv ind med nye tiltag, og strømmen af krav er derfor uendelig. Det seneste skud på stammen af tåbelige forslag er, at de samme politikere, der ikke engang kan finde ud af at grave døde mink ned, nu også skal til at levere gratis kvindelige hygiejne produkter. Dermed opgiver man friheden til selv at kunne vælge kvalitet og mærke og for hvad? For at sætte endnu et flueben i ligestillingskampen og ”spare” 50 kroner om måneden?

For hvert nyt forslag skal en ny offentlig afdeling oprettes til at håndtere det nye offentlige ansvar og hver gang, det sker, vokser den offentlige sektor. En ustoppelig tendens, der har stået på, siden vi fik demokrati i 1849. Alene siden 60’erne er antallet af offentligt ansatte tredoblet.

Når antallet af offentligt ansatte stiger, stiger antallet af mennesker under Mette, og jo højere vokser magtens tinder som resultat. Konsekvensen af dette er, at der bliver længere og længere ned til befolkningen. Derfor føler vi os mere og mere distanceret fra magten og magtesløse overfor de ting, der sker i samfundet, og samtidig bliver vi mindre i magtens øjne. De ser ikke længere individet men kun én stor samlet masse, som de kan flytte rundt på, dele op, begrænse og styre, som de lyster. Noget der er blevet særligt tydeligt under Coronakrisen. Mette havde lyst til at lukke alle minkbrug og gjorde det uden at blinke. Uden at skænke en eneste tanke til de familier og lokalsamfund, hun ødelagde i processen. I Mettes øjne er de ikke mennesker, de er, ligesom os andre, bare statistikker. Det er først i det øjeblik, hun kommer ned på jorden og ser hendes ødelæggelser i øjenhøjde, at det går på for hende, hvad hun har gjort. Noget hun desværre glemmer hurtigt igen, når hun kommer tilbage på borgen. Hun er fordærvet af Ringen, og derfor er ingen handling længere utænkelig.

For hvis man troede, at minkskandalen ville sætte en dæmper på magtens fremmarch, blev man slemt skuffet. Mens oppositionen og pressen har forsøgt at få en forklaring, har hun snakket udenom og benægtet, at hun har gjort noget forkert. Sideløbende har hun brugt tid på at gennemføre en lov, der giver virksomheder ret til at fyre medarbejdere, der nægter at blive Corona testet. For at understrege hendes diktatoriske tendenser gik hun efterfølgende efter pressen for at bruge ordet ’ordre’ om hendes ’ordre’ om minkdrab i stedet for ’anbefaling’, som hun selv påstod, det var, selvom hun sendte militæret ud for at ’tilse’, at alt nu gik, som hun håbede på.

På de sociale medier bliver Mette også kaldt for en diktator, og man kan altid diskutere, om det måske er at overdrive, men når en socialistisk statsminister sender militæret ud for at gennemføre en grundlovsstridig ordre, er det helt naturligt, at hårene begynder at rejse sig hos dem der har fulgt med i historietimerne. Når vi først er nået hertil, kan det hurtigere, end man kan forestille sig, eskalere til komplet diktatur. I 1933 var Tyskland også i krise, og Hitler udnyttede denne krise til at øge sin magt og skabe frygt i befolkningen, og fra den ene dag til den anden forsvandt ting, man indtil da havde taget for givet, herunder pressefriheden. Som FNs Special Rapporteur on Torture, Nils Melzer udtaler det:

“As the UN Special Rapporteur on Torture and, before that, as a Red Cross delegate, I have seen lots of horrors and violence and have seen how quickly peaceful countries like Yugoslavia or Rwanda can transform into infernos. At the roots of such developments are always a lack of transparency and unbridled political or economic power combined with the naivete, indifference and malleability of the population. Suddenly, that which always happened to the other – unpunished torture, rape, expulsion and murder – can just as easily happen to us or our children. And nobody will care. I can promise you that.”

Mange af de ting Nils Melzer angiver som udslagsgivende faktorer, har vi også de spæde skridt af herhjemme. Forskellige interesser har stigende succes med at splitte befolkningen ad i forskellige ideologiske grupper, der derefter begynder at pege fingre ad hinanden, for at sige det pænt. Der gik ikke længe fra mundbind i supermarkeder, restauranter og andre offentlige steder blev obligatoriske, til selvbestaltede mundbindspolitibetjente begyndte at patruljere gader og stræder med løftede pegefingre til dem, der kunne være så uansvarlige, at de kom til at rejse sig op fra deres cafébord uden at tage mundbind på.

Men dette skred begyndte langt før Coronakrisen. I årevis har der været et stigende krav om censur fra samfundets mest porøse mennesker, som i USA kaldes ’Thought Police’ eller ’Social Justice Warriers’. Mennesker der netop for at beskytte deres eget verdensbillede forsøger at presse medier og politikere til, i en forfejlet fortolkning af godhed, at tvinge en mundkurv på dem, der tillader sig at argumentere mod deres verdensbillede.

De tror selv, at deres krav er et produkt af godhed, men i virkeligheden er de blevet bedraget af ondskab. En ung curling generation, hvis beskyttede syn på livet ramler, når virkelighedens realiteter rammer dem, er nu ved at krakelere indefra. Modgang blev til skuffelse, skuffelse blev til had, og had blev til ondskab, som nu vil have hævn. I stedet for individuel selvrealisering udråbes enhver, der argumenterer imod deres forfejlede idealer som en fælles fjende, der skal tvinges til stilhed under mantraet om at ytringsfrihed ikke skal gælde for ’hate speech’.

Men hvor ubehagelige disse tendenser end måtte være, kan de fleste nikke genkendende til lignende situationer i deres liv, hvor de af ukendte årsager, måske bare i et splitsekund, har følt sig moralsk hævet over andre. Oplevelser man sikkert helst vil glemme, men prøv i stedet for at mærke efter. Hvor kommer din frygt fra, dit had? Hvad får dig til at chikanere andre mennesker, der bare passer sig selv? Hvilke selvretfærdige sensationer er det, der får dig til at reagere, som du gør? Det er vigtigt at kende sig selv, for vi kan alle falde ned i dette hul, ingen er undtaget. Hvis du tror at du kunne gøre hvad Frodo gjorde uden at blive besat af ringen, så tro om igen. Som Jordan Peterson påpeger, er den statistiske sandsynlighed for, at både du og jeg havde været nazister under 2. verdenskrig ubehageligt stor. Tyg lidt på den!

Ved at tale til vores laveste fællesnævner, appellere til vores interne kryster, kan ondskaben i os vækkes, og vi kan hurtigere, end vi forestiller os, vendes til at tro på, følge og støtte de mest ondsindede ideologier. Hitler opnåede en imponerende tilslutning i befolkningen ved at appellere til den side af os, der er så bange for livet, at vi foretrækker at leve under streng autoritet. Den side af os, der med glæde vil reducere vores eksistens til et liv, hvor vi hele tiden bliver fortalt, hvad vi skal gøre, og hvad vi skal tænke, så længe den samme autoritet lover at beskytte os mod al den modgang og fare, der følger med et frit liv. Samtidig var Hitler dygtig til at rekruttere de selv samme individer, fordi de var så nemme at manipulere. Derefter gav han dem rang som officerer og beføjelser, der langt overskrider, hvad ethvert menneske kan håndtere. Historien om hvad Hitler var i stand til at få disse officerer, der ellers som udgangspunkt var ganske normale mennesker, til at gøre, er et af de bedste eksempler på, hvor meget ondskab, der ligger på skjul i os mennesker, hvis ikke vi behandler os selv ordentligt og er vakse på, hvornår disse vinde igen blæser i vores samfund.

Coronakrisen har vist os magtens sande ansigt og står som endnu en advarsel om, hvad magthavere er i stand til. Den eneste måde at komme dette til livs er, som altid, ved at reducere politisk magt, og derfor gentager jeg endnu engang de 3 nedenstående huskeregler:

1. Tag ansvar for din egen sandhed. Undgå at lade det være op til magthaverne at definere, hvad der er rigtigt og forkert.

2. Husk at det er ideen om, at det offentlige skal løse alle vores problemer, der giver staten magt. Forvent mindre fra staten og bestræb dig i stedet på at blive et selvstændigt menneske.

3. Sig fra overfor vanviddet.