Marxister er ikke sure på kapitalisme, de er sure på livet i sig selv

Marxister, kommunister eller revolutionære socialister (kært barn har mange navne), er ikke sure på kapitalismen, de er sure på livet i sig selv. Til fælles har de alle, at de fornægter, at en stor del af livet, hvad end man synes om det eller ej, er en konkurrence, hvor man som individ er tvunget til at gøre sig relevant for samfundet og kæmpe for det, man gerne vil have.

Ingen siger, at alle skal være direktører, men blot at man i en eller anden forstand gør sig i stand til at producere eller levere produkter og ydelser med en ’bytteværdi’, der står mål med ens egne ambitioner om personligt ressourceforbrug.

Alle organismer på denne planet er underlagt naturens ubarmhjertige konsekvenser. At mennesket skulle være hævet over disse realiteter er noget underligt noget at tro på. At mennesket skulle være i stand til at udtænke en samfundsstruktur, der kan omgå disse realiteter, ligeså.

Gennem milliarder af år har klodens organismer deltaget i konkurrencen om at udvikle de bedste overlevelseschancer og muligheden for at videregive deres gener. Et spil hvor vinderen er den, der er bedst til at tilpasse sig naturens uomtvistelige spilleregler. Forskellige arter har udviklet forskellige våben og kompetencer i deres forsøg på at diversificere sig til tops, men hvad de alle har til fælles er en forståelse for, at man kommer længst, når man arbejder sammen. Der er overvejende klare evolutionære fordele i at samarbejde fremfor at bekæmpe hinanden, og dette har langt de fleste organismer regnet ud.

I dette evolutionære ræs er de taktikker og redskaber, der bliver taget i brug, gradvist steget i kompleksitet, og markedsøkonomien er blot endnu et led og, måske op til dette punkt, det mest avancerede eksempel på evolutionært samarbejde. Kapitalismen er alene den menneskelige version af, hvis du klør mig på ryggen, klør jeg også dig på ryggen.

Kapitalismen er et system hvorved priser kan variere med efterspørgslen for på den måde at fortælle producenterne, hvilke varer der er mest behov for i markedet, således at de kan justere produktionen og udbud derefter. En mekanik der stiger eksponentielt i kompleksitet i takt med, at der lægges flere lag på værdikæden.

Det er altså markedsaktørerne der ”styrer” slagets gang, og det er markedsaktørerne der over tusindvis af år, har opbygget de konventioner og forskrifter der får systemet til at fungere, herunder de juridiske koncepter omkring mundtlige og skriftlige aftaler, samt det monetære system.

Der kan argumenteres for at logikken bag disse mekanikker, og realisationen af at produktion og vare forsyning er umuligt at planlægge og styre uden disse, er hvad marxisterne gennem tiden har haft sværest ved at forstå. At kompleksiteten i dette system er så stor at den overskrider menneskelig kognitiv kapacitet, hvorfor kommunistiske planøkonomiske forsøg også fejler gang på gang. Eksempler herpå er så utallige og så velkendte at en gentagelse synes overflødig.

Men den største forvirring er faktisk troen på at kapitalismen og hele det system det er bygget på, er en opfindelse og ikke en evolutionært opstået styreform. Men der er ingen større visioner eller underliggende konspirationer bag. Der er ingen ideer nedskrevet på papir. I stedet er markedet og kapitalismen opbygget gennem millioner af frivillige handler og handlinger. Markedet er alene en monetær forlængelse af naturlig menneskelig adfærd, og kapitalisme er alene en beskrivelse af dette fænomen.

Af dette kan det også udledes, at enhver indgriben i dette ”system” per definition er antikapitalistisk, fordi ethvert indgreb bliver foretaget med det mål for øje at påvirke et naturligt opbygget system. Disse indgreb spænder bredt lige fra diverse love og regulative instanser, såsom toldmure, subsidier for slet ikke at nævne moms og skat, over centralbanker og deres markedsintervenerende pengepolitik.

Ironien i det hele er samtidig, at det netop er disse utallige og konstante markedsindgreb, der er skyld i de problemer, vi oplever med nutidens ”kapitalisme”, fordi de hele tiden skubber mekanismerne bag udbud og efterspørgsel ud af kurs og manipulerer markedsaktørernes finansielle ageren med misallokering af kapital og dertil hørende unaturligt store finansielle bobler og økonomisk ulighed til følge.

Ironien bliver kun større i lyset af, at disse markedsindgreb netop har deres udspring i et planøkonomisk ønske om at opnå politiske mål gennem styring af økonomien.

At være sur på kapitalisme, er at være sur på selve livet, og det kommer man ikke langt med. Af samme årsag er det heller ikke svært at konkludere, at marxister ikke er sure på kapitalismen, de er sure på de realiteter, vi alle er underlagt, fordi de kommer i vejen for deres idé om et utopisk samfund.

I bogen Penge, Krak og Bobler, forklarer jeg hvordan penge og markedet er opstået og viser med historiske eksempler hvorfor vores utallige forsøg på at tøjle markedet efter vores egen vilje altid fejler.