Danmark er et af verdens mest tolerante samfund. Alligevel vælger Sikandar Siddique, en Muslim af Pakistansk afstamning, at gå til valg på at de fleste af os er Racister.
Sikandar Siddique har lige været ude med en advarsel til alle dem, han synes er racister, om at de skal vælge, hvilken side af historien de vil stå på eller acceptere at blive bekæmpet. En udtalelse han har mulighed for at komme med, fordi han er valgt til folketinget. En position han tidligere har benyttet til at ønske alle en god ramadan fra talerstolen i folketingssalen.
Alene af den årsag er det klart, at vi i Danmark er betydeligt mere tolerante, end de er der, hvor Sikandar ville have levet, hvis ikke hans forældre havde valgt at migrere til Danmark i 70’erne.
Hvis en hvid dansker stillede sig op og ønskede alle i den Pakistanske National Forsamling eller Senatet en god påske, ville han eller hun nok ikke være i live i dag. Så selvom vi i Danmark ikke står med åbne arme og velkommer alt og alle, skal man altid huske at se ting i den store sammenhæng. Og i den store sammenhæng er konklusionen ganske enkelt, som Yuval Harari også skriver i sin Bestseller ’Sapiens’: ”Tolerance is not a Sapiens trademark”. Men hvorfor er det sådan?
Lidt evolutionær baggrundshistorie
Fortællingen om hvorfor vi mennesker ikke er så tolerante, som vi forsøger at fremstå, ligger, lige som stort set alle andre historier om os mennesker, dybt begravet i vores psyke, som for det meste er formet af vores evolutionære historie. Det er med andre ord instinkter, der er kodet dybt ind i vores adfærd og opbygget gennem millioner af år som en forsvarsmekanisme.
Denne forsvarsmekanisme er mere præcist opstået ud fra det evolutionære begreb, man kalder ’Law of Least Effort’ eller på dansk ’Loven om den mindste indsats’. Et udtryk der kan anvendes i stort set alle kroge af livet. Det er lige så beskrivende om vandets vej fra bjergenes øverste toppe mod havet, som det er om Gepardens valg om altid at jage den Gazelle, der ser svagest ud eller er tættest på. Både I fysikkens og naturens verden gør det sig gældende, at alting følger dette mønster. I kampen om at overleve og få det meste ud af alle jordens ressourcer, heri også vores egne kognitive og fysiske ressourcer, har vores DNA også omfavnet begrebet og har i kølvandet på dette udviklet en række værktøjer og adfærdsmønstre til formålet. Hvis i lige hænger på, forklarer jeg sammenhængen til integration senere.
Den Nobel prisvindende økonom Daniel Kahneman har beskrevet disse værktøjer i hans bog fra 2011 ’Thinking Fast and Slow’. En af Daniel Kahnemans hovedtemaer i bogen er, at det at være doven er bygget ind i vores natur. Dette skal ikke forstås som den dovenhed, vi normalt forbinder med manglende aspirationer eller direkte ugidelighed men derimod som en dovenhed, der konstant forsøger at effektivisere enhver handling, vi foretager os. Som Daniel Kahneman selv formulerer det:
”A general “law of least effort” applies to cognitive as well as physical exertion. The law asserts that if there are several ways of achieving the same goal, people will eventually gravitate to the least demanding course of action. In the economy of action, effort is a cost, and the acquisition of skill is driven by the balance of benefits and costs. Laziness is built deep into our nature.”
Vi er i vores DNA programmeret til konstant at finde den nemmeste udvej, hvilket forklarer hvorfor vi har en tendens til at springe over, hvor gærdet er lavest. Uanset om det gælder penge, tid eller anstrengelse er vi er besatte af at spare på alle tre, men i følge Daniel Kahneman er der mere i det. Vores hjerne er ikke kun indstillet til at finde genveje, den er også indstillet til at kunne reagere omgående på eventuelle trusler, eller som han selv skriver det:
”The sophisticated allocation of attention has been honed by a long evolutionary history. Orienting and responding quickly to the gravest threats or most promising opportunities improved the chance of survival, and this capability is certainly not restricted to humans.”
Daniel Kahneman forklarer dette ved at dele hjernen op i to systemer, den instinktive del af hjernen og den tænkende eller logiske del af hjernen. Disse to dele kalder han henholdsvis system 1, og system 2. System 1 kører altid i baggrunden og er klar på et split-sekund til at tage sig af opgaver såsom:
- Lave en grimasse, hvis vi bliver forskrækkede
- Holde balancen på en cykel
- Finde ud af, hvor en eventuel lyd kilde kommer fra
System 2, kører også altid i baggrunden men er i højere grad på standby mode, hvor det monitorerer de beslutninger, der bliver taget af System 1. Hvis System 1 begynder at komme i problemer, hvilket sker, når den respons, der kræves af os, er mere end bare instinktive reaktioner, såsom hvis en person kommer over og begynder at tale til os, bliver System 2 aktiveret og tager over. System 2 tager sig generelt af opgaver såsom:
- Forsøge at tilbageholde en forskrækket grimasse
- Køre på cykel for første gang
- Gennemsøge ens hukommelse for at finde ud af, hvor man har hørt en bestemt lyd før
Når man handler på instinkter, handler man på viden, der er nedarvet. Heri er det bredt kendt, at både dyr og mennesker arver en masse specifik information om, hvad vi skal holde os væk fra, hvorfor de fleste af os har fobier for netop slanger men også edderkopper, hajer og alt, hvad der kan skade os. Samtidig er det vigtigt at forstå, at de fleste organismer er så dybt fokuserede på at undgå farer, at System 1 konstant scanner vores omgivelser for mønstre og objekter, der potentielt kan være skadelige. Dyr og mennesker er programmerede til ikke at tage chancer, og derfor er vi klar til at reagere på alt, hvad der ikke virker bekendt. Sådan er der utallige hverdagseksempler på, at vores hjerne hele tiden scanner vores omgivelser for ‘mønstre’, der kan være potentielt skadelige. Vi har således et indbygget vagtværn, der kører efter princippet better safe than sorry og laver såkaldt statistisk diskrimination, hvor vi puljer alle potentielle risici i samme gruppe og forsøger at undgå dem alle for at være på den sikre side. Det er af samme årsag, at det er så svært at komme tæt på vilde dyr. Det er aldrig lykkedes nogen at gå over til en gazelle og klappe den på siden. Den er simpelthen alt for sky til, at den vil tillade dette. Den kan godt se, at du ikke er en gepard eller en løve, men den kender dig ikke, og derfor er det simpelthen ikke værd at tage chancen. Vi er for at gentage mig selv, bange for det, vi ikke kender, og det skyldes, at evolutionen har favoriseret de organismer, der så vidt muligt, i hvert fald ved første respons, holder sig på afstand af nye ting.
Hvad har det med indvandring at gøre?
En stor del af problemerne med indvandring skyldes disse uundgåelige kognitive mekanismer. Vi har altså en naturlig tendens til at diskriminere folk, vi ikke med det samme kan genkende som vores egne. Det er også derfor, vi har det med at gruppere os sammen med mennesker fra samme kulturelle baggrund, når vi kommer til at nyt land. På Manhattan I New York grupperede Italienerne sig sammen i Little Italy og kineserne i Chinatown, fordi de kulturelle forskelle var så store, at de søgte tryghed hos deres egne. Det samme gør indvandrere herhjemme og danskere ligeledes, når de flytter til udlandet.
Jeg har selv boet flere forskellige steder i udlandet og oplevet mange af disse ting på egen krop. Hvis Sikandar for alvor vil opleve, hvad racisme er, så skulle han prøve at være hvid mand i Afrika. Intet andet sted i verden er der større racisme, men fordi det bliver begået af sorte mod hvide, taler vi bare ikke om det. Da jeg boede i Sydafrika, blev jeg samtidig nød til at tage højde for, at Apartheid tidens lange skygger stadig var med til at stigmatisere hvid mand. Hvis jeg stødte på en sort mand, der udviste had til mig, tog jeg derfor højde for dette, inden jeg dømte ham for hans racistiske adfærd. Fra han var lille, er han uden tvivl blevet tudet ørene fulde af, hvor forfærdelige hvide mennesker er, så selvfølgelig hader han mig.
Det er nogen af de realiteter, man bare må acceptere, når man er i et land med et andet kulturelt ståsted. Jacob Zuma, Sydafrikas daværende venstreorienterede præsident havde en offentlig agenda om at jage alle hvide ud af landet. ”Skyd de hvide med et maskingevær” stod han og sang, hvilket bogstaveligt talt er det, de har gjort i årtier mod hvide farmere i både Sydafrika og Zimbabwe. Ikke meget international opsang omkring det.
Af samme årsag ville det også være fuldstændig malplaceret, hvis jeg havde oprettet et nyt parti, mens jeg var dernede og annoncerede det ved at stille mig op foran pressen og kalde alle sydafrikanere for racister og true dem med enten at stoppe deres racistiske adfærd eller acceptere at blive bekæmpet. Men det er det, Sikandar Sidiqque gør. What!!?
Integration tager tid, og som alle andre kulturelle skift kan det ikke forceres. Little Italy er i dag bare en historisk lokation, fordi Italienerne for længst er smeltet sammen med den øvrige befolkning - sagt på en anden måde… de er blevet amerikanere. Chinatown har stadig et asiatisk islæt. Igen fordi de immigrerende kinesere var kulturelt meget anderledes end amerikanerne, og derfor var det sværere for dem at integrere sig, og de var genstand for større diskrimination.
Integration tager tid… meget lang tid, men i det store internationale billede er der ikke mange steder, der tager bedre imod fremmede end Danmark. Hvis Sikandar Siddique’s forældre i stedet havde immigreret til Kina, var han endt i fangelejr, men fordi det er i Kina, er det jo heller ikke noget vi må kritisere. Så er det meget nemmere at kritisere Danmark, på trods af at vi er så frisindede at man kan komme i folketinget selvom man er Muslim. Hvis Sikandar i stedet var taknemmelig over dette, tror jeg, at han ville opnå mere respekt og sympati.
