Både Hitler og Mussolinis ideologier er født på venstrefløjen. Det er derfor et resultat af dygtigt politisk spin, at vi i dag associerer Nazisme og Fascisme med højrefløjen

Politik er en forvirrende affære bestående af en masse forskellige partier med utallige folketingsmedlemmer omgærdet af en suppedas af løsgængere, spindoktorer, lobbyister og andre fritgående høns, der til sammen udgør det cirkus, vi kalder Folketinget.

Politik er ikke logik. Politik er følelser. Den politiske debat vinder man ikke med gode argumenter men ved at tale til folks følelser. Hele vores politiske system er bygget op omkring dette, og det kræver ikke mange dybere undersøgelser af den ikoniske højre-venstre skala, før man indser, at vi ikke kategoriserer vores partier efter ideologisk ståsted men alene ud fra følelser.

Det er ikke noget, der rigtig bliver talt om, og fordi det altid har været sådan, er der ikke rigtig nogen af os, der studser over manglen på en klar definering af, hvad det præcist er, højre-venstre skalaen faktisk viser. Et af menneskets mest besynderlige kendetegn er jo netop vores evne til fuldstændig ukritisk at acceptere alt, hvad der har været status quo, så længe vi kan huske.

Derfor accepterer vi også, at der i stedet er en lidt tåget tommelfingerregel om, at det, højre-venstre skalaen kategoriserer de forskellige partier efter, er, hvor meget økonomisk lighed, de går til valg på, det vi også beskriver som fordelingspolitik. Jeg har forsøgt at skitsere logikken nedenstående:

Som det vil blive klart for jer i dette skriv, er der ikke nogen klar definition, fordi de logiske modsætninger i vores politiske system er så store, at det ikke er muligt.

Dansk Folkeparti er et godt eksempel på dette. Et parti der er mest kendt for at have en stram indvandringspolitik, men samtidig også er stor fortaler for en stor omfordeling af indtægter. Hvis den politiske skala altså, som advokeret, kategoriserer partier ud fra i hvor høj grad, de promoverer økonomisk lighed, burde de placeres på venstre side af midten. Dette vidste Mette Frederiksen selvfølgelig allerede sidst, hun gik til valg, hvorfor hun kort forinden proklamerede en række udlændingestramninger og med et svuptag stjal en stor del af Dansk Folkepartis stemmer.

Men Dansk Folkeparti er som bekendt ikke at finde til venstre for midten. De ligger i stedet ude til højre sammen med Venstre, og det gør de på baggrund af deres indvandringspolitik. Altså bliver der med Dansk Folkeparti gjort en besynderlig undtagelse, hvor det er, som om det er kollektivt besluttet, at man ikke rangerer DF efter deres socialpolitik men i stedet efter deres værdipolitik og altså opfinder en parallel skala, der på lidt arbitrær vis, placerer fremmedhad, som en højrefløjsting, hvilket, som jeg vil gennemgå senere, er meget svært at argumentere for rent filosofisk. Om ikke andet, har jeg alligevel forsøgt at skitsere denne skala nedenfor:

Hvis nu denne ”svipser” var undtagelsen, der bekræftede reglen, hvis det blot var en enlig pjusket svale blandt en perlerække af strømlinede svaner, kunne man sige herregud pyt med det. Venstresiden synes opsatte på at komme af med dem, og højresiden tager, hvad den kan få af stemmer, også selv om de ikke rigtig hører til på deres side. Men det er ikke en enlig svale, og det er her højre-venstre skalaens svagheder har sine konsekvenser.

Det er sket før, og hver gang det sker, sker det efter det samme mønster. Medierne og de politiske partier er ikke tvunget til at forholde sig til en klar politisk definition, og resultatet er, at den politiske skala er reduceret til en øvelse i at skubbe alt, hvad der kan klassificeres som værende usolidarisk, ud på højresiden, hvorefter venstrefløjen, som residual, tager monopol på alt hvad der er medmenneskeligt, godt for almenvældet, helligt og herligt.

På den måde har højresiden ageret skraldespand for alt, hvad venstresiden ikke har været interesseret i at associere sig selv med, og i denne proces er den politiske skala igennem tiden blevet fordrejet, manipuleret, vendt på hovedet og delvist på vrangen i en sådan grad, at selv nazisme og fascisme i dag er noget vi associerer med højrefløjen, selvom det rent ideologisk er noget, der hører til på venstre fløjen.

Det kan måske lyde som en kontroversiel udtalelse, og derfor går jeg i det følgende lidt mere i dybden med min argumentation.

Først lidt historisk baggrund.

I slutningen af 1600-tallet begyndte en række franske og britiske tænkere for alvor at sætte spørgsmålstegn ved den filosofiske validitet bag de Europæiske monarkiers autoritære magt. I århundreder havde vi accepteret denne status quo, hvor magten havde været delt mellem monarkiet og kirken, men i det 17 århundrede satte personer som Galileo og Newton skub i den naturvidenskabelige revolution. Pludselig blev vi præsenteret for nye teorier om den verden, vi levede i og vores egen oprindelse. Teorier der besvarede de eksistentielle spørgsmål på en mere troværdig måde end religionens skrifter. Det blev klart for os, at verden kunne anskues gennem logisk deduktion, og dette spredte sig fra astronomien og matematikken ind i resten af samfundet. Den samme logik kunne også bruges til at argumentere for menneskets ret til frihed og selvbestemmelse, og i kølvandet på dette begyndte en af historiens vigtigste perioder, oplysningstiden, som hastigt spredte sig over det europæiske kontinent og inkluderede nogle af datidens mest kendte filosoffer som David Hume, Voltaire, Montesquieu, Kant og John Locke. Filosoffer der argumenterede for at samfundets struktur skulle styres af fornuften, hvorfor man også beskrev denne tid som fornuftens tidsalder. Pludselig fik den menige borger en stemme, og dette startede et stille og langsomt oprør, der varede ca. 100 år og kulminerede i den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution.

Oplysningstiden havde sat de europæiske monarkier under alvorligt pres, og den franske konge, Kong Louis XVI var i forvejen i problemer, da han havde drevet landet på renden af ruin gennem hans indsats i de amerikanske uafhængighedskrige. Oven i dette havde en årrække med tørke og dårlig høst gjort situationen endnu værre. Men det var, da han forsøgte at komme landets gældsproblemer til livs ved at øge skatterne, at bægeret flød over. Den menige franskmand havde nu fået nok, og det udmøntede sig i den franske revolution i 1789. Kong Louis måtte erkende at han havde tabt magten og mødte døden i guillotinen. En skæbne der også ramte hans dronning, Marie Antoinette, da hun blev dømt for forræderi.

Inden da havde revolutionen ført til opførelsen af en midlertidig Nationalforsamling, hvor de forskellige repræsentanter skulle forsøge at blive enige om landets fremtid. Her endte folk med at samle sig i to lejre opdelt efter, hvor deres loyalitet lå. De, der støttede tronen og kirken, de konservative, satte sig til højre for rådet. Tilhængerne af oplysningstiden, der ønskede, at Franskrig skulle være en republik, satte sig til venstre, og herfra stammer den politiske højre-venstre opdeling vi stadig benytter den dag i dag.

I begyndelsen af 1800-tallet var denne skala så småt ved at blive en etableret institution, men samtidig gennemgik den også her sin første voldsomme transformation. En ny ideologi, kaldet socialisme, var begyndt at vinde støtte, men allerede da socialisterne skulle placeres på den politiske skala, opstod forvirringen.

Socialisme var dengang nyt og rebelsk på samme måde som oplysningsbevægelsen havde været det 100 år tidligere. Samtidig var også socialisterne modstandere af monarkiet, hvorfor der kunne argumenteres for at de hørte til på venstrefløjen. Men samtidig er socialisme også en ideologi, der er afhængig af en betydelig mængde politisk magt for at føre sine budskaber ud i livet, og på den baggrund hørte de dengang mere til ude på højrefløjen som et topstyret alternativ til monarkiet.

Men sådan blev det ikke. Socialisterne fik positioneret sig selv på venstrefløjen under en liberal fane. Det er bl.a. derfor, at demokraterne i USA bliver kaldt ’Liberals’, selvom dette oprindelig var et udtryk, man brugte om tilhængerne af oplysningstidens filosofiske argumenter for personlig frihed.

Dermed skete der et aksebytte, hvor tilhængere af frihed og minimal stat ikke havde anden mulighed end at positionere sig til højre for midten, da de var ideologisk modpol til socialisterne og de øvrige tilhængere af statslig magt som havde indtaget venstresiden.

Den filosofiske inddeling af de to fløje

I filosofisk forstand er der ikke så meget at diskutere, når man skal distingvere mellem de to forskellige fløje. Der er kun én mulig inddeling, og den er baseret på, hvordan de to fløje anskuer moralske dilemmaer, dvs. hvordan de vurderer retfærdigheden af en given handling, hvilket i sidste ende er udtryk for hvilket menneskesyn man repræsenterer.

Den ene fløj vurderer validiteten af en handling ud fra konsekvensen af handlingen. Den rigtige handling er den, der maksimerer samfundets samlede nytte, hvorfor denne fløj også kaldes utilitarisme efter ’utility’, der betyder ’nytte’ på engelsk. Sagt på en anden måde er det i den yderste konsekvens ok, at én person må lade livet for at redde 5 andre. Utilitarisme er en ideologi, der ikke anerkender individuelle rettigheder. Alle er i stedet brikker, der står til rådighed for den samlede velfærd, der vægtes højere end den personlige frihed.

Den anden fløj er utilitarismens absolutte modsætning og har derfor rødder i anarkismen - i ordets oprindelige forståelse afledt af det græske ’anarkhia’, som betyder ’uden leder’. På denne fløj vurderes validiteten af en handling efter hvorvidt den overskrider individets ukrænkelige rettigheder og deri personlige frihed. En filosofisk ideologi, der har meget af sit DNA fra oplysningstiden. Under denne ideologi, står individet ikke direkte til rådighed for samfundet og kan samtidig heller ikke forvente noget af samfundet.

De to fløje kan altså anskues i forhold til varierende grader af personlig frihed, som jeg har forsøgt at skitsere her:

Som jeg nævnte tidligere, er de varierende grader af økonomisk lighed et udtryk for varierende grader af statslig magt, og det er de naturligvis i den forstand, at jo mere økonomisk lighed, man promoverer, jo større politisk magt er nødvendig.

I det politiske klima er venstresiden altså i yderste ekstrem utilitaristisk, mens højresiden i yderste ekstrem er anarkistisk. Yderst på den utilitaristiske gren ligger kommunismen. Under den kommunistiske ideologi er alle lige, og alle lever for at fremme den samlede velfærd. Det er en hierarkisk styreform med en snæver politisk elite, der styrer alle aktiviteter i økonomien.

Derimod er der ikke nogen eksisterende politiske ideologier, der repræsenterer anarkisme, i hvert fald ikke herhjemme. Det tætteste, vi kommer, er kapitalisme, der som bekendt promoverer det frie marked med frie individer og en minimal stat med et minimalt antal af love, der alle er dybt forankret i individets rettigheder.

Det kan virke som en meget stram sort/hvid fortolkning af den politiske skala, men da den politiske skala er endimensionel, er den jo netop, sort eller hvid, eller en af de utallige nuancer af grå der ligger inde i mellem. En endimensional skala, har kun én dimension og kan derfor kun måle én ting ad gangen, på samme måde som temperaturskalaen kun viser temperaturen.

Det er forsøgt at forbedre dette ved at kategorisere partier både efter fordelingspolitik og værdipolitik, men det virker ikke. Det svarer lidt til at vise temperatur og luftfugtighed i samme diagram. Det er kun med til at forvirre billedet, hvorfor vi også foretrækker at bevare disse to hvidt forskellige målinger i to separate endimensionale skalaer.

Alligevel har vi rodet os ud i en endnu værre situation, hvor vi forsøger at kategorisere partierne efter flere forskellige parametre på den samme endimensionale skala. En øvelse der svarer til at præsentere ét tal for temperatur og luftfugtighed. Et tal man ikke ville vide hvad man skulle stille op med.

På den måde giver vi de forskellige politiske partier et wildcard til at undvige de mest basale filosofiske realiteter i den offentlige debat og derigennem også muligheden for at tegne deres eget herlighedsbillede.

Nazisme

Nazismen er et godt eksempel på dette. Siden anden verdenskrig har der været en heftig diskussion om, hvorvidt Hitler var socialist eller ej. I denne debat har begge sider af ringen brugt utallige ressourcer på at dykke ned i historien, retorikken og de filosofiske begreber. En kamp, hvor argumentet om, at der allerede eksisterede et socialdemokratisk parti i Tyskland, som Hitler var rygende uenig med, blev holdt op imod, at han stadig kaldte hans parti for Det National Socialistiske Arbejderparti. Men med ovenstående framework i mente, er der ikke så meget at diskutere.

Hitler var drevet af en overordnet ideologi og vision om et racerent Tyskland. En vision han var villig til at gennemføre ved at tvinge den ned over hovedet på sin befolkning og resten af Europa, ultimativt hele verden. Han var altså modstander af ideen om individets rettigheder og fortaler for topstyring. Hitler hører derfor til i den utilitaristiske lejr og residerer altså på den yderste venstre fløj.

Forvirringen er altså opstået, fordi det er lykkedes socialisterne at distancere sig selv fra Nazisme, fordi de har været udmærket klar over, at den ikke passer ind i deres eget herlighedsbillede.

Fascisme

Fascisme er et andet interessant politisk begreb, som venstrefløjen, i deres iver efter at få skubbet over på højrefløjen, har skabt noget nær uoprettelig forvirring omkring. Således synes den brede konsensus i dag at være, at fascisme er en autoritær ideologi fra den yderste højrefløj, selvom det i det ovenstående er gjort klart, at begrebet autoritær og højrefløj er modsætninger. Alligevel synes jeg, det er spaltepladsen værd at gå de historiske fakta igennem.

Fascisme er oprindeligt et italiensk udtryk og blev brugt politisk første gang af Benito Mussolini. Inden da var det en betegnelse for de mindre socialistiske revolutionære grupper, der eksisterede i Italien på det tidspunkt. Mussolini var, som bekendt, italiensk diktator og grundlægger af det fascistiske parti. Mussolini var socialist og gik dermed politisk i sin far Alessandro Mussolinis fodspor, der var det man dengang beskrev som revolutionær socialist. Det man i dag kalder kommunisme. Derudover var Mussolini også nationalist. Mussolini ønskede ligesom Lenin og senere Stalin en autoritær militær stat, hvilket også var reflekteret i hans brutale adfærd. Han var så nådesløs overfor politiske modstandere og alt, hvad der generelt kom i vejen for hans politiske aspirationer, at Italienerne refererede til ham som ’bødlen’ (Il Duce). Det er også herfra, at fascismens mest generelle kendetegn stammer.

Mussolini opbyggede et effektivt redskab mod sine modstandere ved simpelthen at true dem med vold eller død, hvis ikke de ”frivilligt” tog mundbi…, undskyld mundkurv på. En strategi der var så effektiv, at den inspirerede Hitler til selv at prøve lykken med den, hvilket han som bekendt gjorde med stor succes. Samtidig er det også dette kendetegn, der har skabt mest forvirring omkring fascisme, hvorfor det igennem historien er blevet brugt om stort set alt. Som George Orwell påpeger, har det været brugt om konservative, socialister, kommunister, katolikker og nationalister.[1] Måske fordi folk ikke ved, hvad det betyder, eller måske fordi de alle på et tidspunkt er blevet klandret for at benytte sig af bøllemetoder.

Fascisme er altså et af de begreber, vi enten bare skal glemme, fordi det er brugt i så bred forstand, at det har mistet sin betydning, eller genetablere i sin oprindelige historiske forstand. Det, vi ikke kan tillade, er, at det bliver politisk manipuleret til at betyde noget andet. Fascisme er oprindeligt en betegnelse, man brugte om militante socialistiske fraktioner, og det har igennem historien typisk været på venstrefløjen, at vi ser denne form for adfærd. Senest har vi bl.a. set, at den ekstreme marxistiske venstrefløjs fraktion Antifa også benytter sig af lignende militante og intimiderende metoder.

Her skal man dog holde tungen lige i munden, for kigger vi fx på det amerikanske politiske klima, er der mange, der vil påpege, at Trump også er fascist. Men her skal man som befolkningen være i stand til at se igennem støjen og kalde en spade for en spade. Fascisme hører til på venstrefløjen, fordi det i sidste ende har rod i utilitarismen. Hvis en politiker udviser fascistisk adfærd, er denne politiker dermed en venstrefløjspolitiker. Af samme årsag er det heller ikke svært at argumentere for, at USA har to præsidentkandidater, der begge ligger forskellige steder på den filosofiske venstrefløj, jf. ovenstående skitsering af det politiske klima og individuel frihed.

Vi har, som tidligere nævnt, accepteret, at politikerne selv har kunnet bestemme deres egen placering på den politiske skala, men vi skal huske, at det ikke er deres beslutning. Det er deres handlinger og ideologi, der bestemmer, hvor de hører til på det politiske spektrum. Venstre under Lars Løkke var også genstand for denne forvirring. Ifølge Lars, var Venstre et borgerligt parti, men i realiteten førte han socialistisk politik og burde ligge langt ude på venstrefløjen, hvorfor han også selv mente at det mest naturlige for ham ville være at lave en koalition ”hen over midten”, da han stod til at tabe valget.   

Politik er forvirrende, men vi kan hjælpe os selv ved at reducere det til de mest basale underliggende filosofiske elementer. Det er os som befolkning, der har ansvaret for at give os selv de rigtige værktøjer til at stille vores politikere til regnskab og evaluere deres ideologiske relevans - ikke omvendt.

[1] https://www.orwell.ru/library/articles/As_I_Please/english/efasc