Hvordan påvirker inflation priserne?

Som jeg forklarede i Del 4 i Serien om Penge, vil en forøgelse af mængden af penge forringe deres vekselværdi med andre varer. Prisændringer bliver målt i det, vi kalder forbrugerprisindekset (FPI), som er en statistisk beregning baseret på prisudviklingen i en blandet kurv af varer. De forskellige varer bliver så tildelt en individuel vægtning i beregningen alt efter hvor stor en del, det antages, at denne vare eller varegruppe udgør af husholdningens samlede forbrug. Nedenstående ses udviklingen i samme periode i det officielle FPI:

Prisindeks (1996=100)

Den officielle prisinflation var i perioden fra 1996 til 2019 på 49%, og selvom det ikke er nogen lille prisstigning, er det ikke i nærheden af den reelle pengeinflation. Men hvordan kan der være så stor forskel, når nu jeg har skrevet så meget om, hvordan en forøgelse af mængden af penge påvirker priserne tilsvarende? Det er der en række forskellige årsager til.

For det første måler FPI ikke prisinflationen korrekt. FPI bliver ofte kritiseret, fordi denne meget tekniske måde at måle prisinflation på har sine begrænsninger. Rent billedligt talt kan man sige, at penge ikke rigtig bekymrer sig om, hvordan en kommission vælger at værdisætte dem. Penge har sin egen måde at værdisætte sig selv på, og som vi så i Del 4., bliver penge værdisat ud fra deres vekselværdi med samtlige produkter og ydelser på markedet i realtid og ikke kun et udvalg af dem. Værdien af penge bliver revalueret hver gang, der bliver lavet en transaktion. Hver enkelt transaktion i en økonomi er med til at revaluere og bekræfte værdien af penge. Hvis du som handlende har en vare til salg men ikke kan sælge den til den annoncerede pris, begynder du at ”forhandle” med dine kunder. Den nye pris, I kommer frem til, er den rigtige pris, og dette er samtidig pengenes værdi. Som vi så i eksemplet med guldgraverne, bliver disse priser revalueret hver gang, der kommer mere guld ned fra bjergene eller hver gang, der kommer flere varer i omløb.

Alle disse små detaljer og minutiøse justeringer fanger FPI ikke. Derfor står det også helt klart, at selvom det er den eneste måde, vi er i stand til at dokumentere prisændringer på, er ideen om udelukkende at måle prisinflation ud fra en udvalgt mængde af varer og priser en smule omsonst. Derudover har FPI en række strukturelle svagheder. Bl.a. at vægtningen af varer er statisk og ikke følger ændringer i vores forbrugsmønster løbende, hvilket fx betyder at prisinflationen ikke bliver målt korrekt i perioder, hvor vores forbrugsmønster ændrer sig dramatisk, som vi har set under Coronakrisen.

For det andet bliver prisinflationen modvirket af den generelle økonomiske aktivitet. Hvis den samlede værdi af varer og ydelser i markedet også var steget med 242%, ligesom mængden af penge, ville inflationen fx havde været 0%, fordi den nye mængde af penge bliver divideret med en tilsvarende stigning i økonomisk aktivitet. Men fra 1996 til 2019 steg det danske BNP i faste priser med ”kun” 45%. Dermed forklarer det ikke hele forskellen.

Økonomisk aktivitet påvirker dog priser på flere forskellige måder. I en dynamisk økonomi, hvor virksomheder er i fri konkurrence, forsøger de hele tiden at producere et bedre produkt til en billigere pris. Derfor er de tvunget til at investere i innovative fremskridt, så de kontinuerligt er i stand til at producere bedre produkter med færre omkostninger. Dette er årsagen til, at vi i en lang periode oplevede, at både computere og mobiltelefoner blev billigere samtidig med, at de blev bedre. Der var simpelthen en produktivitetsfremgang. De seneste par år er denne udvikling dog vendt igen, fordi inflationen er så høj, at fx mobiltelefoner igen bliver dyrere og dyrere for hvert år der går.

En sidste årsag er, at det man kalder ’velocity of money’ er faldet. Dvs. at frekvensen af, hvor ofte den samme krone eller samme dollar bliver brugt indenfor en given periode, er blevet mindre. Sagt med andre ord: De nye penge, der kommer ind i økonomien, bliver ikke brugt. Dette er normalt et symptom på en økonomi i lavkonjunktur men i perioder, hvor inflationen er ekstremt høj, kan dette i sig selv være med til at lægge en dæmper på money velocity faktoren.

Typisk vil man beskrive dette i forbindelse med det, man kalder Equation of Exchange, som ses nedenstående:

M x V = P x Q

Hvor:

M er Mængden af penge
V er Velocity of Money
P er Pris
Q er Quantity (Mængde af gennemførte handler af varer eller ydelser)

Højre side af ligningen er BNP og for eksemplets skyld, synes jeg, vi skal antage, at det er konstant. Dermed kan vi i stedet kaste vores opmærksomhed på venstre side af ligningen.

Lad os for sjov forestille os, at der kun er 1 kr. i omløb, og at V er 10. Den samme 1 kr. skifter altså hænder 10 gange og indgår dermed i 10 handler, som summerer op til et samlet bruttonationalprodukt på 10 kr.

Hvad sker der så, hvis vi antager, at der ikke kun er 1 kr. i omløb men 10 kr. i omløb. Ville BNP så være 100 kr.? Det afhænger naturligvis af V, hvis V stadig er 10, vil det sige, at 10 kr. skifter hænder 10 gange, og derfor vil BNP være på 100 kr.

Men det er ikke det, vi har oplevet på det seneste, hvor V har været faldende. Hvis vi antager, at V falder til 1, jamen så vil det sige, at der i stedet er 10 kr., der skifter hænder 1 gang, og derfor er BNP stadig 10 kr.

Der er altså mange faktorer, der spiller ind på prisen og økonomiens samlede BNP, og denne stiger ikke nødvendigvis proportionalt med mængden af penge.